Kære politikere
I grundejerforeningen Lille Økær er vi meget forundret over at læse i Brandeblandet.dk fredag den 22/9, at Ikast-Brande Kommune påtænker en ny lokalplan for Tranevej 12-14.
På Teknisk Udvalgs møde den 26. august blev en dispensation til udstykning af projektet med 5 grunde på Tranevej 12-14 afslået. Teknisk Område vurderede, at en dispensation til udstykning af 5 grunde vil afvige fra lokalplanens intentioner om åben og lav bebyggelse og vil medføre en ændring af områdets karakter.
Hvordan kan Ikast-Brande Kommune lukke øjnene for 64 indsigelser fra borgere mod det påtænkte projekt?
Den påtænkte lokalplan ændrer jo ikke på sagens oprindelige problemstilling omkring grundstørrelser osv., når Ikast-Brande Kommune selv vurderer at projektet vil kunne medføre en ændring af områdets karakter.
Vi i Grundejerforeningen Lille Økær har ikke noget problem med, at grundene skal bebygges, blot er det eneste vi ønsker, at den nuværende lokalplan følges med opførelse af en-families huse i åben lav bebyggelse, da boligområdet er færdigbebygget på grunde fra ca. 700 m2 eksklusiv vejareal og opefter. Grundejerforeningen Lille Økær er i øvrigt meget enige i Ikast-Brande Kommunes egen vurdering af den 26. august, at projektet ikke passer ind i lokalområdet.
Man kan undre sig over Ikast-Brande Kommune vil bruge så mange ressourcer på en ny lokalplan for et areal på 2.891 m2.
På vegne af Grundejerforeningen Lille Økær
Michael Kongedam
Tilføj kommentar