Kommunal opfordring: Kontakt Røde Kors hvis du vil hjælpe
En hel del danskere valgte onsdag aften og torsdag at udvise samfundssind ved at hamstre toiletpapir, fødevarer og andre former for dagligvarer, men for de raske borgere, der hellere vil gøre en god gerning for de af deres medborgere, der enten er ramt af Covid-19 (Corona-virus) eller frygter at blive det, henviser Ikast-Brande Kommune til Røde Kors.
"Ikast-Brande Kommune har ikke et frivilligt beredskab i forhold til corona, men vil gerne understøtte frivillighed. Det er imidlertid vigtigt, at hjælpen udøves korrekt, så man ikke kommer til at forstærke spredningen af virus," lyder det på kommunens hjemmeside, hvor der i stedet henvises til Dansk Røde Kors.
Der kan være andre professionelle netværk, som kan yde samme professionalisme omkring støttefunktioner, og der er formodentlig mindre, private initiativer i gang, anfører kommunen, som opfordrer til, at frivillige udviser agtpågivenhed og stor forsigtighed i hjælpen af andre.
Derudover understreges det, at er vigtigt at overholde alle retningslinjer, som meldes ud via de nationale medier og www.coronasmitte.dk.
Tilføj kommentar