Ingen lokal opbakning
I Gladsaxe Kommune, hvor European Energy har hovedsæde, står der på kommunens hjemmeside: ”Der er ikke mulighed for placering af store vindmøller i Gladsaxe Kommune”
Så let kan det gøres, og det er jo også dét, som hovedparten af de østjyske og sjællandske kommuner gør. Langt de fleste kommuner har forstået, at det ikke er et krav fra hverken regering eller Folketing, at kommunerne opstiller kæmpevindmøller på land – de hører til på havet. Og naturligvis gør de fleste byråd, dét, de er valgt til; nemlig at beskytte deres borgere mod lavfrekvent støj, skyggekast og økonomiske tab i form af faldende ejendomsværdi og tab af herlighedsværdier.
European Energy er det firma, der sammen med én enkelt lodsejer vil opstille 3 kæmpevindmøller ved Blåhøj Øst på hver 167,5 meter. Ikast-Brande Kommune er kommunen, der allerede ultimo 2018 lod Teknisk område afklare, om de projektudviklere, der tidligere havde vist interesse for at rejse vindmøller i kommunen, stadig var interesserede.
På borgermødet d. 17. juni i Blåhøj Hallen, fremgik det med al tydelighed, at opstilling af vindmøller i Ikast-Brande Kommune ikke er til diskussion, blot til information.
Ingen dialog
DR1-programmet 21 Søndag var på stedet, og forud for mødet interviewede de Annette Mosegaard, der sagde, at der ikke ville blive nogen dialog på mødet, idet konfliktniveauet ville blive alt for højt. Så der blev ikke svaret på et eneste spørgsmål, og ja, når man sidder med så mange spørgsmål, som vi naboer gør, og hele byrådet har fået mundkurv på, så bliver man ærlig talt frustreret.
Henrik Engedahl, formand for Teknik- og miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune, har ved flere lejligheder udtalt, at der skal være lokal opbakning til projektet, og jeg har i et høringssvar efterlyst et svar på, hvor byrådet finder den lokale opbakning til kæmpevindmøller øst for Blåhøj?
Jeg har set de power points, Henrik Engedahl brugte i sit oplæg på en vindmesse; Wind Energy Denmark 2019 med titlen: ”Lokal opbakning – Anbefalinger fra Ikast-Brande Kommune.”
En opskrift på, hvordan man får et helt byråd til at stemme for opstilling af vindmøller, blot afstanden til byer og landsbyer bliver på minimum 12 gange vindmøllehøjden, og der blev til vindmølleopstiller stillet nogle økonomiske krav om kompensation til de nærmeste naboer.
Disse krav blev dog hurtigt overhalet indenom af lovgivning på området. Årsagen til oprettelsen af denne konsensusaftale var, at da der blev opstillet 10 vindmøller ved motorvejen, var det lige ved at blive spændende nok med et byråd, hvor der var 11 imod og 12 for.
Er det dét, Henrik Engedahl kalder for lokal opbakning?
Returkommission
Ikast-Brande Kommune vil modtage ca. 2 – 2,3 mio. kr. i returkommission af European Energy, såfremt kæmpevindmøllerne bliver opsat. Uvist af hvilken grund er det lovligt for vindmølleopstillere at bestikke kommuner ved at indbetale store beløb til en grøn pulje, der skal bruges i kommunen.
Så stort et beløb kan vi ikke matche, men vi er nogle naboer her øst for Blåhøj, der gerne vil etablere en vandresti på vore jorder, så alle kan nyde den helt enestående natur her i Karstoft Ådal, såfremt byrådet i Ikast-Brande Kommune besinder sig, og sammen med os kæmper for alt det vi har kært. Hvis kæmpevindmøllerne opstilles, vil der ikke være noget at vandre hér for.
Annette Bjerremand
Krogbrovej 53
Se eller gense indslaget i 21 Søndag 20. juni ved at klikke her. Det starter ca. 3½ minut inden i udsendelsen.
Kommentarer
Det ser desværre skidt ud for
Det ser desværre skidt ud for beboerne øst for Blåhøj....
På trods af mere en 60 seriøse og gennemarbejdede indsigelser mod vindmølleprojektet ”Blåhøj Øst”, finder teknik og miljøudvalget i Ikast Brande kommune ingen grund til at ændre på deres anbefaling til byrådet, om at stemme ja til projektet.
Og nej.... Verden går jo nok ikke under fordi der opføres 3 stk. 167 meter høje vindmøller øst for Blåhøj, men for de stakkels mennesker der bor i området, og områdets natur, betyder det desværre ALT..!!
Jeg har efterhånden meget svært ved at forestille mig hvad der kan få udvalget til at ændre deres anbefaling. I langt de fleste tilfælde fejes indsigelserne af bordet med den copy-paste'ede sætning: "Teknik og miljø anbefaler på denne baggrund ingen ændringer i planerne/miljøvurdering."
Nu kan beboerne i området kun håbe, at et flertal af byrådsmedlemmerne har mod, indsigt og empati nok til at stemme NEJ til projektet, på trods af Teknik og Miljøudvalgets anbefalinger. Desværre kan man frygte, at et flertal i byrådet mener, at Siemens Gamesa og European Energy tæller mere i det store kommunale regnskab, end nogle forholdsvis få lokale beboere, hvis fremtidige liv aldrig bliver det samme igen...
Eller kan det virkelig tænkes, at et flertal af byrådsmedlemmerne, i bund og grund, er helt og aldeles ligeglade, så længe vindmøllerne ikke stilles op i nærheden af DERES bopæl...? Jeg håber virkelig, at de ærede medlemmer af Ikast Brande kommunes byråd tænker sig grundigt om en ekstra gang, inden de spolerer livet for de stakkels mennesker der skal leve i skyggen af de 3 kæmpemøller de næste 20-30 år.
Det er DEM, jeres stakkels lokale vælgere, I byrødder skal tænke på og ikke en multinational industrigigant og et københavnsk energiselskab...
Tilføj kommentar