36% flere unge får mulighed for at begynde i gymnasiet i Ikast-Brande

Af Mogens Jensen, Socialdemokratiet

Alle unge fortjener en fair chance for at tage en ungdomsuddannelse af høj kvalitet. De skal have mulighed for at udvikle sig fagligt, blive en del af et stærkt fællesskab og få tid til at finde ud af, hvad de vil med deres liv.

Derfor tager vi i Socialdemokratiet og regeringen nu et historisk skridt for at styrke ungdomsuddannelserne i hele landet.

Med den nye EPX-aftale sikrer vi, at 36% flere unge i Ikast-Brande får mulighed for at tage en gymnasial uddannelse. Det betyder, at flere kan bruge gymnasiet som en platform til at udvikle sig, samtidig med at de får et ungdomsmiljø, der styrker både det faglige og det sociale.

EPX-gymnasiet er en nytænkende løsning, hvor vi kombinerer det bedste fra de gymnasiale uddannelser med en stærkere kobling til erhvervslivet. De unge får bedre muligheder for at finde deres vej, uanset om de drømmer om videregående uddannelser eller en karriere inden for erhvervslivet.

I Socialdemokratiet ved vi, at et godt uddannelsessystem kræver investeringer. Derfor gennemfører vi nu den største investering i ungdomsuddannelser i årtier – 5 milliarder kroner årligt til driften af EPX og yderligere 4,8 milliarder til moderne faciliteter.

Det er ikke kun en investering i mursten og bøger, men i vores unges fremtid og i et Danmark, hvor uddannelsesmulighederne ikke afhænger af postnummer.

Samtidig er det et vigtigt skridt mod at skabe et uddannelsespolitisk landkort, der er mere i balance. For mange steder har udviklingen i årevis gået den forkerte vej – nu retter vi op. Med denne aftale viser vi i Socialdemokratiet, at vi handler, når det gælder unges muligheder og fremtiden for vores uddannelser. Også i Ikast-Brande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Arne Danielsen bannerannonce

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul