Tilbage til udgangspunktet
Som det sidste af byrådets fem partier og lister offentliggjorde Fælleslisten torsdag aften deres kandidater til det kommende byrådsvalg. Udover listebogstavet har de ni kandidater mindst en ting yderligere til fælles: postnummeret. Henrik Kraglund genopstiller ikke.
Da Fælleslisten i sin tid blev stiftet, var det som en lokalliste for Brande og omegn. I forbindelse med kommunesammenlægningen forsøgte lokallisten ihærdigt at komme bredere ud geografisk, og listen har gennem årene også fået valgt kandidater fra andre dele af kommunen til byrådet. Den mulighed er ikke længere til stede, når vælgerne skal sætte deres kryds 16. november: Samtlige nu kandidater for liste L er bosat i eller omkring Brande.
Det står klart efter Fælleslistens opstillingsmøde, som blev afholdt torsdag aften i gårdbutikken hos Axel Månsson. Ydermere blev det officielt, at listens gruppeformand, Henrik Kraglund, ikke genopstiller, og det blev dermed kun til en enkelt byrådsperiode for formanden for Brande Fjernvarme.
Hans afgang – og tilgangen af et par unge kandidater begge på 20 år – medfører samtidig en betragtelig foryngelseskur for Fælleslisten: Kandidaternes gennemsnitsalder er således blot 41 år, hvilket er usædvanligt lavt i kommunalpolitik.
Fælleslistens alderspræsident – og indtil videre eneste kvindelige kandidat – er dermed den anden halvdel af lokallistens nuværende byrådsgruppe, Lotte Stoltenborg, som sammen med Henrik Boelsgaard var ene om at have bekræftet sit kandidatur forud for opstillingsmødet.
Udover Lotte Stoltenborg er den eneste FL-kandidat med erfaring fra byrådsarbejdet Morten Bak, som tidligere er blevet valgt for Venstre, men i slutningen af forrige byrådsperiode skiftede til Fælleslisten efter en periode som løsgænger. Han opnåede imidlertid ikke genvalg i 2017.
41-årige Morten Colbert har tidligere været opstillet for både SF og Radikale Venstre uden at opnå valg, mens Lasse Haahr også stillede op for Fælleslisten ved valget i 2017. Han var ikke selv til stede ved opstillingsmødet og havde derfor lagt præsentationen af sig selv i hænderne på sin efterfølger som formand for Fælleslisten, Jette Harrild.
Helt nye på holdet er Rune Lyager, selvstændig tømrer samt formand for og daglig leder af street sport-foreningen Urban Street Zone, Allan René Nielsen, teknisk serviceleder på Artium, samt de to 20-årige politiske nybegyndere Mads Hviid og Bjørn Topbjerg, som ikke overraskende især har fokus på de unges vilkår.
Tilføj kommentar