Skolebyggeri sendt i udbud
Et enigt byråd vedtog på årets sidste byrådsmøde mandag aften at godkende det udbudsmateriale, der skal danne grundlag for byggeriet af en ny skole i Centerparken i Brande.
Fra flere sider blev der udtrykt tilfredshed med, at der var blevet lyttet til de bekymringer, der er blevet givet udtryk for i løbet af processen, bl.a. at klasseværelsernes størrelse er blevet hævet fra de oprindelige 60 kvadratmeter til 65-75 kvadratmeter. Henrik Kraglund fra Fælleslisten gik så langt som til at sige, at "nu er der da for pokker ikke noget, der kan gå galt."
Listefællen Lotte Stoltenborgs bekymringer for placeringen af biblioteket fik formand for Børne- og undervisningsudvalget, 1. viceborgmester Simon Vanggaard Nielsen (DF), der indledningsvis havde betegnet de foretagne justeringer i forhold til udkastet som "præciseringer" p.g.a. misforståelser, til at afkræve hende et svar på, om der var tale om et ændringsforslag.
Det mundede ud i en teknisk diskussion om ordvalg og hvorvidt der var tale om "ændringer" eller "justeringer", men det var ikke nok til at berolige Lotte Stoltenborg, der spurgte:
- Kan man komme med forslag? Jeg ved, man har tænkt nogle tanker. Hvordan kan vi inddrage vores nye talerør, spurgte hun videre med tanke på den nyetablerede forening Brande City. Det fik Annette Mosegaard (K) til at replicere:
- Jeg er helt tryg - jeg tror vi skal tage det helt roligt. Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvad der er det bedste forslag.
Enden på debatten blev, at byrådet overlod opgaven med at komme med fem bud på udformningen af en ny skole i Centerparken til de fem på forhånd udvalgte totalentreprenører, hvoraf tre er fra nærområdet (henholdsvis Herning og Grindsted).
Kommunen har iøvrigt oprettet en separat hjemmeside, hvor man kan følge med i skolebyggeriet. Se den her.
Tilføj kommentar