Operatørskift med mislyde
Samarbejdsaftalen med MiljøTeam har krævet en del flere ressourcer end forventet.
1. januar trådte skelordningen i kraft. Det har medført en del borgerhenvendelser og nidkære chauffører, som ikke har gjort overgange til de nye regler særlig smidig.
MiljøTeam overtog opgaven 1. september 2014, men deres nye biler var forsinkede, så den sidste af de nye biler kom først i drift 1. december. Herefter gik MiljøTeam i gang med en større ruteomlægning, som stod på i perioden fra uge 5-6.
Teknisk Område har været meget opmærksomme på korrekte vejeregistreringer fra det nye materiel og kunne konstatere en del uregelmæssigheder. Det har betydet at MiljøTeam har haft teknikere i gang med udbedring af diverse uhensigtsmæssigheder ad flere omgange.
Betjeningsfejl af materiel og borgerklager og travlhed hos chaufførerne medfører, at flere klager over hårdhændet behandling af skraldespande og at de ”smides på plads hvis de ellers stilles på plads”. Mange af de gamle og udslidte beholdere kan ikke holde til behandlingen med nye biler. Det medfører at flere spande end normalt er gået i stykker og skal udskiftes, hvilket tager tid og ressourcer både på kontoret og i marken.
Der har internt i MiljøTeam været en del konflikter og uoverensstemmelser i forbindelse med nye overenskomster og lokalaftaler mv. herunder utilfredshed med skelordning og afregningen heraf. Gentagne klager over personalet fra borgere og videooptagelser af tømninger har medført, at en medarbejder er blevet fyret og flere medarbejdere har sagt op i perioden fra efteråret og til dato. Der har ligeledes været rekrutteringsvanskeligheder. Hen over sommerferien har der været en del uregelmæssigheder i den sydlige del af kommunen (Klovborg, Nørre Snede og Ejstrupholm). Dette skyldes, at der kom en ny chauffør på, som havde problemer med at følge med. Chaufføren har efterfølgende sagt op igen. Det betød imidlertid, at der har været ejendomme i området, som er sprunget over flere gange i perioden.
Gentagne konstaterede betjeningsfejl ved tømning af beholdere har medført, at Ikast-Brande Kommune har krævet indarbejdet en instruks for korrekt tømning af beholdere.
Ligeledes har direktøren for MiljøTeam sendt et personligt brev til samtlige medarbejde ved MiljøTeam for at præcisere alvoren og vigtigheden af korrekt tømning. Forkert tømning og håndtering af bil og materiel medførte som nævnt, at en medarbejder blev fyret i juni måned.
Alt i alt har den nye samarbejdsaftale med MiljøTeam og de ovenstående problemer medført, at Teknisk Område har brugt mere tid end planlagt for at sikre korrekte vejedata og sikker drift. Det skal dog samtidig nævnes, at der på trods af problemerne generelt kun har været meget få ”glemmere” (spande der ikke er tømt).
Tilføj kommentar