Nordea smed tøjet
Mandag morgen havde Røde Kors-butikken på Kirkegade besøg af ikke bare en, men hele 6 bankfolk på en gang.
Det var en del af medarbejderne fra den lokale Nordea-filial, der havde fulgt deres filialdirektør Lars Stjernholms opfordring om at donere deres brugte og aflagte tøj til Røde Kors-kampagnen ”Danmark smider tøjet.”
På landsplan samarbejder hjælpeorganisationen med Coop og TV2, som lader indsamlingen kulminere med et stort gallashow lørdag d. 9. maj.
Lokalt har Røde Kors entre-ret med de 4 skoler i området: Blåhøj Skole, Dalgasskolen, Præstelundskolen og Uhre Friskole, som er blevet udfordret til en dyst om, hvem der kan indsamle mest brugt tøj. Til det formål har hver skole fået et bur opstillet, hvor tøjet kan afleveres, og derudover kan man som altid putte tøjet i de opstillede Røde Kors tøjcontainere.
Endelig kan man aflevere det i butikken i åbningstiden, og gør man det, kan man samtidig få det vejet og eventuelt deltage i konkurrencen om at aflevere mest tøj.
Tilføj kommentar