Nordea gearer op i Brande

Man skal ikke have fulgt ret meget med i medierne for at have opdaget, at Nordea det seneste års tid har mistet kunder.

I 2016 forlod et femcifret antal kunder storbanken, og nettofrafaldet er fortsat i 2017. Den udvikling har Nordea nu sat sig for at få vendt, og det kommer bl.a. til at kunne mærkes meget konkret i Brande, hvor 15 nyansatte pr. 1. september nærmest tredobler antallet af ansatte i filialen. Stillingerne har været opslået internt i koncernen, og interessen har været stor.

Chef for det nyetablerede rådgivningsteam, som der er tale om, bliver Allan K. Nielsen, mens Christian Thisgaard, der tiltrådte som filialdirektør i Brande ved årsskiftet, fortsat har ansvaret for det øvrige personale i filialen sideløbende med, at han varetager jobbet som filialdirektør i Give – en stilling han overtog efter netop Allan K. Nielsen.

- Vi gør det her for kundernes skyld, pointerer Christian Thisgaard. Målet er, at kunderne kan få hurtigere svar: Hvis deres egen bankrådgiver har kalenderen fyldt med aftaler, bliver man sendt videre til rådgivningsteamet, men vel og mærke kun, hvis man selv er indforstået – foretrækker man at tale med sin sædvanlige rådgiver, har man også den valgmulighed, det tager bare lidt længere tid.

Medarbejderne i det nye rådgivningsteam har kompetencerne til at tage beslutninger som f.eks. at bevilge et lån, men de har ikke en fast portefølje af kunder, forklarer Allan K. Nielsen. Ordningen er blevet testet andre steder i landet og bliver nu også rullet ud i Region Fyn/Jylland Syd + Vest, som omfatter 35-36 filialer, bl.a. Brande.

Tilbagemeldingerne har hidtil været positive, forklarer Allan K. Nielsen, så nu tager Nordea skridtet fuldt ud.

I alt bliver der etableret 3 rådgivningsteams i regionen, og udrulningen kommer til at ske i 3 steps frem mod årsskiftet. Det første bliver taget i næste uge, så der skal både systemer og medarbejdere være helt på plads og klar.

Teamet er todelt, forklarer Allan K. Nielsen videre. Den ene halvdel sidder med de lidt mindre komplekse opgaver som f.eks. kontoforespørgsler, mens den anden halvdel tager sig af de lidt mere komplekse ting, og rådgivningsteamet skal ses som et supplement til de almindelige rådgivere, betoner han.

- Vi vil ha’ kunderne tilbage – vi elsker vores kunder, fastslår han og bliver suppleret af Christian Thisgaard:

- Vi får mere tid til at møde vores kunder. Vi skal gøre en forskel ved at være tæt på vores kunder.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul