Fortov fortoner sig
Et byrådsflertal vedtog tidligere på året at afsætte ½ mio. til anlæggelse af fortov på den resterende del af Nordlundvej, nærmere bestemt strækningen fra stien til Ørbækvej, hvor det eksisterende fortov slutter, til rundkørslen ved Ny Sandfeldvej/Vibevej/Ørbækvej.
I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets prioritering af anlægspuljen, blev beløbet forhøjet til 700.000 kroner, som eventuelt kan anvendes til projektet, men beløbet har vist sig utilstrækkeligt.
Et alternativt forslag om at anlægge en 2 meter bred asfalteret fællessti afgrænset med en kantlinje i stedet for kantsten, har vist sig at være en næsten lige så dyr løsning som etableringen af et fortov.
Ganske vist vurderer Teknisk Område, at selve anlæggelsen af stien inkl. ombygning af helleanlægget ved rundkørslen kan klares for ca. 1 mio., men etableringen af stien kommer samtidig til at kræve etablering af et nyt afvandingssystem på strækningen, da der ikke længere vil være mulighed for at lede vandet ud i rabatten. Merpris: 1,1 mio., og dermed bliver alternativet kun ca. 100.000 kroner billigere end det oprindelige forslag.
Teknik- og Miljøudvalget har på den baggrund udbedt sig endnu et alternativt forslag indeholdende kantbaner og stiforbindelse til Ørbækvej.
Tilføj kommentar