Kunstgræsset ruller sig ud
Efter ca. 4 måneders tilløb og forberedelser begyndte fire hollandske kunstgræs-specialister mandag det afsluttende arbejde med at ”så græs” på kunstgræsbanen på Brande Stadion.
Det kunstige græs var blevet leveret i ruller, som ved hjælp af en havetraktor i overstørrelse hurtigt og effektivt blev rullet ud en efter en præcis som et gulvtæppe.
Derefter blev rullerne rettet til, hvilket var et noget større stykke manuelt arbejde, og inden banen kan tages i brug, skal de enkelte ruller limes sammen, så underlaget ikke pludselig forsvinder i en glidende tackling.
Samtidig med, at de fire hollændere tog fat på at rulle kunstgræs ud, gik andre i gang med at færdiggøre multibanen, som også bliver en del af ”Det grønne krydsfelt”.
Den officielle indvielse af den nye kunstgræsbane, som i alt kommer til at koste ca. 4 mio. kr., må vente til d. 20. juni, hvor FCM’s super-ligamandskab kommer til Brande for at spille en opvisningskamp mod det lokale serie 2-mandskab – dog ikke på kunstgræsset, men på nabobanen, Brande Stadions bane 1.
Tilføj kommentar