Klippekort-ordningen vender tilbage

Besparelserne i det kommunale budgetforlig, der blev indgået i 2018, betød blandt andet, at klippekortordningen, som gav modtagere af hjemmehjælp ret til en ekstra ugentlig halv times hjælp, der kunne anvendes efter forgodtbefindende, blev afskaffet med virkning fra januar 2019. Nu genindføres ordningen i en let ændret form. Målet er at bekæmpe ensomhed blandt ældre.

I forbindelse med indgåelsen af det seneste budgetforlig blev der afsat 1,5 millioner kroner til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre. Udgangspunktet var netop den både blandt personale og de ældre populære klippekort-ordning, som forud for sin tilbagevenden har fået et mindre serviceeftersyn.

Målgruppen for ordningen er borgere, der modtager personlig og praktisk hjælp i eget hjem, og som enten er ensomme eller i risiko for at blive det. Ifølge kommunens beregninger drejer det sig om 128 borgere, og klippekortet skal som udgangspunkt ses som en midlertidig løsning for den enkelte.

Klippekortaktiviteterne placeres primært i tidsrummet fra klokken 15-18 og varetages enten af personale i den kommunale hjemmepleje eller private plejefirmaer.

Som en del af indsatsen skal der sættes fokus på relationsdannelse mellem borgerne og det personale, der allerede kommer i hjemmet – målet er, at der skal komme færrest muligt forskellige fagpersoner hos den enkelte borger.

Klippene kan også benyttes til opstart af aktiviteter/socialt samvær for en gruppe borgere, f.eks. i forbindelse med ældreboliger

Hvor mange klip, den enkelte borger i målgruppen tildeles, vurderes ud fra, hvilken indsats, der skal igangsættes, og hvornår borgeren er hjulpet videre til eller i gang med relevante aktiviteter og selv kan varetage det videre.

Glæde hos Ældrerådet

I Ældrerådet er man glad for, at ordningen genopstår, men rådet peger også på et par opmærksomhedspunkter. Blandet andet at borgerperspektivet ikke er så tydeligt. ”Hvem skal vurdere, hvilke borgere der kan modtage klippekortet”, spørger Ældrerådet, der også pointerer, at det er borgeren selv, der skal afgøre, hvad klippekortet skal bruges på.

I det hele taget ønsker Ældrerådet mere fokus på det liv, der leves i og omkring borgerens hjem, og at klippene også kan bruges til at invitere gæster eller gå på besøg hos andre.

Disse input besluttede Ikast-Brande Kommunes Sundheds- og omsorgsudvalg at indarbejde i den videre proces.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul