Af Frank Heidemann Sørensen (A) og Simon Vanggaard Nielsen (O), medlemmer af Ikast-Brande Kommunes boliggruppe

Kan det være rigtigt, at der stadig i 2015 er børn, der vokser op under usle og uacceptable boligforhold?

Som formænd for henholdsvis Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børn og Unge udvalget, og som medlemmer af Ikast-Brande kommunes boliggruppe møder vi ofte udfordrede menneskeskæbner, og desværre lever mange af disse under kummerlige boligforhold. Særligt forfærdeligt er det at se de forhold som nogle børn skal vokse op i.

Vi synes at børneperspektivet ganske enkelt mangler, når man på landsplan diskuterer faldefærdige og saneringsmodne ejendomme.

Skal man bryde den sociale arv, så er boligpolitikken en utrolig væsentlig brik i spillet. Det hjælper ikke, at vi forlanger, at vore professionelle, såsom pædagoger, lærere og sagsbehandlere, skal medvirke til at bryde den sociale arv, hvis det de er oppe imod er boliger, der er så dårlige, at børnene bliver syge af at bo der og derfor ikke kan passe deres skole. Det kan samtidig være hæmmende for børnenes sociale udvikling, at de bor under forhold, som de ikke ønsker at invitere kammerater hjem i, og som forældre ikke vil sende deres børn ud til. Dårlige boligforhold kan skabe en lokal stigmatisering af familien, og børnene ender som gidsler.

Problemfeltet er svært ikke at få øje på, og det er næppe noget der kan være politisk uenighed om.

Det gode spørgsmål er dog. Hvordan løser vi det i respekt for Grundlovens ord om ejendomsrettens ukrænkelighed og forældrenes ret og pligt til at sikre børnenes opvækst.

Hvordan løser vi det til gavn for de børn, der er så uheldige at vokse op under forhold hvor forældrene ikke har magtet, at sikre en rimelig boligstandard.

Vi bruger i forvejen nationale midler på, at rive faldefærdige huse ned. Der er fra statens side afsat en ekstra pulje på 200 mill. i 2014 til formålet. Denne pulje står desværre ikke mål med udfordringens størrelse. KL har regnet sig frem til, at der er ca. 60.000 nedrivningsværdige boliger i landet, og at disse ville kunne fjernes for 3-4 milliarder.

Vi mener ikke at det er statens eller kommunerne pressede budgetter, der skal finansiere denne udfordring.

Derfor foreslår vi i stedet en såkaldt ”boligskrot-pulje”. Efter samme princip som man har på biler og vindmøller. Hvis alle husejere betalte et mindre beløb, ganske få hundrede kroner årligt, eller et engangsbeløb ved huskøb, til en skrotfond, så ville denne fond have mulighed for at rydde op i den danske boligmasse. Dette ville gøre den samlede danske boligmasse mere attraktiv, og det ville mindske antallet af børn og socialt udsatte der vokser op og lever i faldefærdige hjem.

Skrotpræmien kunne typisk være lig med nedrivningsomkostningerne, så boligejerne holdes skadesfri, og samtidig heller ikke tjener på en faldefærdig bolig.

Den rettighed som vi borgere har til at eje en ejendom, bør indeholde en forpligtelse til også, at holde ejendommen ved lige, en pligt der i den sidste ende indebærer pligten til nedrivning, så usælgelige og værdiløse boliger bliver ryddet af vejen, og i bedste fald, nye kan blomstre op.

Hvornår er et hus ubeboeligt? Vi har allerede nu regler angående hvornår en bolig er ubeboelig – Det man i fagsprog kalder Kondemnabel. Rammerne for, hvad man må bo i er dog utroligt bredde. Vi vil gerne sætte baren højere og sætte større krav til, hvad en bolig skal indeholde og hvad den ikke må indeholde. Vi skal ikke kun gribe ind, når der er direkte og umiddelbare sundhedsskadelige forhold. Disse krav skal være skærpede når der er tale om boliger med børn.

Dette indlæg er et forslag og oplæg til debat.

Uanset om man er rød eller blå, så er det afgørende, at der sker noget, og med noget, mener vi væsentlig mere end det, vi som samfund gør i forvejen.

Vi er kommunalpolitikere ude i den virkelighed, hvor der er faldefærdige bygninger, og vi ser de mennesker og de børn, der lever i dem.

Vi mener, at vi som samfund kan gøre det bedre, og finde en bæredygtig løsning til gavn for ikke mindst børnene.