Jeg har arbejde på en af kommunens skoler. Jeg er stolt af mit arbejde. Jeg er stolt af det arbejde, jeg og mine kolleger udfører. Jeg arbejder hårdt, og jeg gør det med ærgerrighed. Nu kan jeg så i skrivende stund sidde og vente på kl. bliver 15.00. Her vil kommunens facebookside endnu engang prydes af et opslag, hvor man beder om råd til besparelser. Denne gang dog med lidt mere direkte betydning for mig. Nu er det nemlig mit arbejdsområde der skal spiddes i det sociale medie.

For at tage forskud på ”glæderne”, har jeg været en tur forbi kommunens hjemmeside. Her ligger et dokument med de forslag man har modtaget fra velvillige borgere. Her kan jeg læse at en af mine artsfæller - nemlig en ansat på en skole, udtrykker forundring over den måde, tingene gøres på på vedkommendes arbejdsplads. En kritik som jeg i forhold til min egen arbejdsplads i den grad er uenig i! Så nu kan jeg bruge de par timer, der i skrivende stund er til kommunens opslag på facebook, på at tænke, om det mon er en af mine nære kolleger, der er så utilfreds. Der mener at ledelsen er for stor, fraværende, og bare går rundt og prøver at se ud, som om den laver noget.

Ydermere er jeg pædagog i skolen. Så i forvejen er jeg et jaget, og nogle vil sige overset, folkefærd. Min bevidsthed omkring menneskers manglende bevidsthed om min berettigelse i skolen, gør, at jeg allerede nu har bange tanker for at min profession endnu engang må stå for skud i jeres opslag. Jeg har kunnet læse mig frem til forslag på daginstitutionsområdet, på at man skal have ekstra forældreinddragelse i børnehaverne. Man vil altså erstatte pædagogtimer med frivillige timer. Det forslag er på en måde forståeligt, hvis ikke man bevæger sig i denne verden til hverdag. Men alligevel vil det være så himmelråbende dumt, uambitiøst, skandaløst og både etisk og moralsk forkert at vælge den løsning. Min faglige stolthed lider et knæk for hver gang jeg ser et sådan forslag.

Og nu sidder jeg så og tænker: Hvis pædagoger i børnehaver, i deres domæne, skal stå model til sådanne forslag, hvad kan jeg så vente mig? Altså udover den trælse følelse af mistillid som tidligere opslag fra en ansat i skolen har givet? Hvorfor er det jeg skal sidde med de følelser?

Det er bemærkelsesværdigt, at vi i et valgår har en kommunalbestyrelse, der åbenbart ingen ansvar vil tage?! I er folkevalgte. I er valgt til at repræsentere folket. At tage beslutninger på vores vegne. Føre ting ud i livet. Så skal vi nok evaluere jer til efteråret, når der igen er valg.

Det er IKKE befolkningen, der skal finde ud af, hvor der skal spares! Det eneste i opnår ved dette initiativ er velmenende borgere, der foreslår ting, de måske i bund og grund ikke har noget belæg for at vurdere. I opnår dårligt arbejdsklima, når ansatte skal stille spareforslag for deres egen profession. I sætter kolleger i en skidt situation, ved at man skal forholde sig til, hvem der har foreslået hvad. Jeg kan da ikke lade værre med at tænke, hvordan jeg vil have det, hvis en lærer stiller besparingsfor-slag indenfor mit felt.

Jovist vi arbejder sammen, men vi er stadig forskellige?! Hvad er det i vil opnå ved denne flugt fra ansvaret?

I det mindste kunne i have haft r.. nok i jeres bukser, og logget af facebook og bevæget jer ud og se vælgerne i øjnene!

TAG NU ANSVAR. Prøv at bruge det her som en måde at samle kommunen i stedet for det modsatte. Det er IKKE vores opgave at finde ud af, hvor kommunen skal spare. – I har selv stillet op til valg for at være en del af den proces. Det er i nu ved at udvikle til en kommunal kasten med mudder mod hinanden og hinandens professioner. Hvorfor? Hvad havde i regnet med det ville føre med sig? Hvad f….. sker der?

Jeg kan kun bede og håbe på at jeg, når dette læses, er blevet gjort til skamme og jeg alligevel kan ånde lettet op for angreb på min faglighed og stolthed… Jeg har mine bange anelser. Uanset hvad, så går mine tanker til alle i ”min” båd her i kommunen, der nu må se sig brugt som brik i et kommunalt (facebook-)spil.

Rasmus Madsen
Brande