Toilet ændres til grønt område

Af Villy Guldbrand Jensen
Økonomi- og Planudvalget i Ikast-Brande kommune anbefaler at toilettet på N. I. Møllers Plads i Brande nedrives og erstattes med et grønt område.
Sagen skal på byrådets kommende møde den 28. april hvor man anbefaler at toiletbygningen rives ned.
Det offentlige toilet på N.I. Møllers Plads 2 i Brande har stået tomt og ubrugt i mange år.
Det sidst registrerede vandforbrug daterer sig til 2014.
Kommunale Ejendomme har drøftet en eventuel nedrivning med Revisorfirmaet Peder Holt, som ejer arealet umiddelbart bag bygningen. De har givet samtykke til, at bygningen fjernes under forudsætning af, at der i stedet opsættes et hegn for at forhindre adgang til deres arealer. Revisorfirmaet har til gengæld påtaget sig ansvaret for den fremtidige vedligeholdelse af hegnet på begge sider.
Ca. 130 meter fra toilettet findes et andet offentligt toilet på adressen Nørregade 7 i Brande.
Tilføj kommentar