Godkendelse af motorvejsmøller udsat
Mandag skal byrådsmedlemmerne i Ikast-Brande Kommune tage stilling til den lokalplan og det kommuneplantillæg, der vil gøre det muligt at opstille 10 vindmøller langs Midtjyske Motorvej ved Svindbæk på grænsen mellem Vejle og Ikast-Brande.
Sagen har været behandlet sideløbende i Vejle Kommune, som hele tiden har været en mulehår foran i processen, men på gårsdagens byrådsmøde i Vejle, hvor planerne skulle have været endeligt godkendt, blev der fra to politikeres side trukket i nødbremsen. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Christa Laursen (Borgernes Parti) og Lasse Egelund fra Enhedslisten bad om at få behandlingen af sagen udsat, og det ønske imødekom Vejles Venstre-borgmester, Jens Ejner Christensen.
Planerne skal nu i stedet behandles på et ekstraordinært byrådsmøde torsdag d. 29. juni, altså efter politikerne i Ikast-Brande har taget endeligt stilling til sagen.
Tilføj kommentar