Flest dagpengemodtagere i Ikast-Brande
En analyse foretaget af hjemmesiden skift-a-kasse.dk på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at Ikast-Brande blandt otte vestjyske kommuner havde den højeste andel af dagpengemodtagere i 4. kvartal 2017. Ringkøbing-Skjern Kommune har den laveste.
I fjerde kvartal af 2017 var der 4.422 dagpengemodtagere i de otte kommuner i Vestjylland, hvilket svarer til 2,76 % af de personer, som aktivt betaler til dagpengesystemet. Det er under landsgennemsnittet, som ligger på 3,64 %. Ringkøbing-Skjern Kommune topper listen i Vestjylland med kun 2,40 % dagpengemodtagere. Helt i bunden ligger Ikast-Brande, der med en andel på 3,57 % er den eneste vestjyske kommune, hvor andelen af ledige overstiger 3 %.
Mens der naturligt nok er tilfredshed med tallene i Ringkøbing-Skjern, er Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V) mere forbeholden, selvom ledighedsprocenten ligger lige under landsgennemsnittet. Han har dog en forklaring på tallene:
- Det er et øjebliksbillede. Som selvfølgelig ikke er tilfredsstillende. Og som er begrundet i en stor gruppeafskedigelse hos en af vores store virksomheder (Siemens). Normalt er dagpengemodtagere forholdsvis nemme at få i job igen. Det satser jeg på også er tilfældet igen.
Tilføj kommentar