Mindeord om Johnny Skovbjerg

Det er med stor sorg, at vi har mistet en højt værdsat medarbejder, kollega og ven. Johnny efterlader sig ikke blot et tomrum, men også dybe spor i hjerterne hos os, der har arbejdet sammen med ham i mange år.

Johnny begyndte hos os i 1999 som chauffør, og stod i mange år for at levere vores grøntsager over hele Jylland. Som virksomheden voksede, voksede Johnny med, og rykkede ind på kontoret. Han tog gradvist mere ansvar for planlægning og koordinering og blev med tiden en nøgleperson i vores logistik.

Johnny elskede sin lastbil – den skulle behandles med respekt: ingen sko, ingen røg. Da han fik ansvaret for vores første helt nye lastbil, fik den navn efter hans børn, Rasmus og Louise. Det siger alt om Johnny: dedikeret, loyal og et ægte familiemenneske.

Han var den bedste chauffør, man kunne ønske sig at arbejde sammen med. Uanset om det var en ekstra ordre, en hasteopgave eller en levering en sen lørdag, så var Johnny altid klar. Han løste udfordringer med rettidig omhu og havde stor forståelse for, hvad det kræver at få tingene til at fungere – særligt når man arbejder med friske grøntsager.

I de sidste mange år udviklede Johnny sig til en kompetent og værdsat salgs- og logistikkoordinator, som med sit overblik og sit nærvær var en uvurderlig støtte for både kolleger og forretningspartnere. Johnny har, ud over logistik generelt, haft særligt ansvar for import af løg, og har også i forhold til vores udenlandske partnere været særdeles afholdt.

Frem for alt var Johnny en fantastisk kollega. En ægte holdspiller – positiv, ærlig, hjælpsom, løsningsorienteret og med en smittende ro og genial humor.

Johnny var som et familiemedlem og en rigtig god ven, der oprigtigt interesserede sig for andre. Med sin naturlige evne til at tale med alle, uanset nationalitet og titel, skabte han relationer, der rakte ud over arbejdet. Johnny ville altid gerne følge med, og var nysgerrig på, hvad der var sket, mens han f.eks. havde været væk på ferie.

Johnny var interesseret i madlavning, og også i at få grøntsagerne med på tallerkenen. Vi drøftede nye opskrifter og nye måder at kokkerere på, og ”hvad skal I have at spise i aften”. Johnny var et stort familiemenneske, som elskede at hygge – og selvfølgelig at se og følge med i fodbold. Ingen er i tvivl om, at det passionerede fodboldhjerte lå i Midtjylland – og i Liverpool. Lokalt har Johnny været et stort aktiv som fodboldfar og var altid frisk på at køre til kampe og vende pølser til stævner.

Sidste vinter oplevede Johnny at blive ramt af en kritisk og grim sygdom. Også denne udfordring mødte han med positiv tilgang. Under hele sygdomsforløbet har det været vigtigt for Johnny at have noget at stå op til hver morgen.  Vi er dybt taknemmelige for hans engagement og nærvær – også i den svære tid.

Vi har mistet en elsket kollega alt for tidligt. Savnet er stort, og kontoret vil aldrig være helt det samme.

Vores varme tanker går til Jytte, Rasmus og Louise.

Axel - og kolleger hos Axel Månsson A/S

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul