Fantastisk kommune vi bor i!

Jens Chr. Kristensen

For halvandet år siden skrev jeg her i Brande Bladet et læserbrev med overskriften ”Fantastisk by vi bor i”. Brande er stadig en dejlig by at bo i. Inspirationen til at skrive de rosende ord om Brande var et besøg fra Portugal, hvor vi gik på Brandestien langs åen, hvor vi mærkede vores gæsts begejstring for den flotte natur, der omgiver Brande. Nu hvor utilfredsheden med beslutningerne om flytning af rådhuset, børnetandplejen, skolebyggeriet og den slags er ved at falde til ro, må vi ikke glemme, at vi bor i en dejlig kommune. Der er simpelthen så mange naturperler. Brandestien bliver vi aldrig trætte af, gåture på heden er skøn og en gåtur rundt om Hampen Sø er en oplevelse værd.

Vi møder af og til turister fra ind- og udland på vore cykelture, som tydeligvis er imponeret over at bruge ”den skæve bane” mod Blåhøj eller Ejstrupholm. Turen via Tykskov mod Rørbæk Sø er også meget flot. Ikast-Brande Kommune har så mange steder, som vi med stolthed kan anbefale egne borgere og turister udefra. Gæster, der besøger ovenstående eller nævnt i flæng: Bølling Sø ved Engesvang, Harrild Hede, brunkulslejerne ved Søby, Hærvejen, Uhre Naturpark og der kunne nævnes mange flere smukke steder i kommunen, kan få en enestående oplevelse.

Bliver besøgende præsenteret for disse skønne steder, vil det helt sikkert øge tilflytningen og dermed styrke kommunens økonomi, således at fremtidige sparerunder reduceres. Når vi ved besøg rundt om i landet fortæller om Ikast-Brande Kommune er det ikke bare den skønne natur, vi bor i, der omtales. Så er det også den store tilfredshed, som erhvervslivet giver udtryk for ved at drive virksomhed i Ikast-Brande Kommune. På det kulturelle område er området også kendt vidt omkring. Gavlmalerierne og Street Art i Brande trækker mange overskrifter. Fodbold, håndbold og mange andre sportsgrene trives rigtig godt her i kommunen og på det område har især Ikast skabt store resultater.

På Bakkehuset i Ikast og Remisen i Brande og mange andre spillesteder i kommunen kan man opleve en masse musiske og kulturelle arrangementer. Frokostjazz på Bakkehuset i Ikast er en oplevelse værd.  Sådan kunne jeg blive ved. Der er så utrolig mange tilbud i Ikast-Brande Kommune. Vi skal bare blive bedre til at fortælle hinanden og vore mange besøgende om, hvor skønt det er at bo her, og kommunen bør ikke spare på det område, der skal informere og orientere om kommunens fortræffeligheder.

Med venlig hilsen

Jens Chr. Uth Kristensen

Vejlevej 34

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul