Corona har økonomisk set været en god forretning for Ikast-Brande

Kommunen har i 2021 haft et overskud på næsten 200 millioner kroner på driften. Heraf er cirka 100 millioner brugt til anlæg. Det store overskud kan især tilskrives et lavere aktivitetsniveau som følge af corona-nedlukningen i starten af året.

For andet år i træk udviser Ikast-Brande Kommunes årsregnskab et overskud på det, der betegnes som den ordinære drift (skatteindtægter, tilskud og udligning fratrukket driftsomkostninger) i underkanten af 200 millioner. I 2020 udgjorde overskuddet 193,8 millioner, mens det sidste år voksede til 196,4 millioner, men mens store anlægsprojekter i 2020 på nær nogle få hundrede tusinde kroner ”spiste” hele overskuddet, har anlægsaktiviteten i 2021 været markant lavere. Faktisk så meget lavere, at året ender med et historisk overskud på 91,6 millioner kroner, når resultatet af de kommunale forsyningsvirksomheders drift er trukket fra.

Både på Børne- og undervisningsudvalgets og Arbejdsmarkedsudvalgets område er budgettet ganske vist overskredet, ligesom det nu nedlagte Folkeoplysningsudvalg er gået over budget, men det mere end opvejes af lavere udgifter indenfor sundheds- og omsorgsområdet, Erhverv-, vækst- og bosætningsudvalgets område, teknik- og miljøområdet samt ikke mindst Økonomi- og planudvalgets område. Desuden har renteudgifterne været lavere end forventet.

Overførsler fra tidligere år kombineret med udsatte opgaver og stillinger, der ikke er blevet besat, betyder, at der på Økonomi- og planudvalgets område er bruget 73,3 millioner kroner mindre end de 316,7 millioner kroner, der var budgetteret med her.

Covid-19 har også medført ekstraudgifter til blandt andet ekstra rengøring, som kommunen imidlertid i stort omfang er blevet kompenseret for af staten.

Bedret likviditet

I alt havde Ikast-Brande Kommune sidste år skatteindtægter for lidt over 1,9 milliarder kroner, mens den resterende del af kommunens indtægter – 838,6 millioner kroner – hidrørte fra tilskud og den kommunale udligningsordning. Resultatforbedringen har medført en betragtelig forbedring af kommunens likviditet (de penge kommunen har til rådighed, red.): I løbet af 2021 steg den gennemsnitlige likviditet set over en 12-måneders periode med næsten 50 millioner kroner fra 237,7 millioner til 286,4 millioner kroner.

Ved årsskiftet svarede de likvide aktiver dermed til 4.294 kroner pr. indbygger; det er 1.566 kroner mere end et år tidligere. I samme periode faldt den gennemsnitlige gæld pr. indbygger med godt tusind kroner fra 18.628 kroner til 17.584 kroner.

På baggrund af millionoverskuddet lægger kommunaldirektør Flemming Storgaard op til at forøge driftsoverførslerne med 15 millioner kroner, så der overføres 181,7 millioner uforbrugte kroner til 2022. Sidste år udgjorde det overførte beløb 166,7 millioner kroner.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul