MES søen foreslås nedlagt

Klima-, natur- og bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande kommune har onsdag behandlet punktet om Vandområdeplanindsats i Skjern Å ved Mes Sø.

Der var opstillet fire scenarie, hvor der i forslag 1 - 2 og 4 var tale om bevarelse af søen og med åløb parallelt med søen. Forslag 3 var nedlæggelse af søen, så der igen opstod et naturligt åløb (som i Elværkssøen).

Udvalget fandt at løsningsforslag tre sandsynligvis hurtigst forbedrer de biologiske betingelser og er mest omkostningseffektiv, og derfor enstemmigt blev vedtaget

Sagen skal nu i Økonomi- og Planudvalget 14. marts 2023 samt i Byrådet 20. marts 2023.

Kommentarer

Jeg har tidligere givet udtryk for, at MES-søen har en fantastisk skønhedsværdi. Måske har søen været lidt overset af mange, fordi vi i Brande i mange år havde Elværkssøen. Den var mere synlig for de fleste borgere, dels fordi den havde været badesø for de ældste generationer i deres barndom, men især fordi stien omkring den gjorde den tilgængelig for alle.

Tabet af Elværkssøen i 2013 gør MES-sø desto vigtigere for Brande-egnen i dag. Også fordi en respektfuld og visionær udnyttelse af MES-sø vil bidrage til Brandes evne til at tiltrække nye borgere. Brande har en skøn natur, men den er skøn på sin egen, lidt beskedne måde: Bakkerne er ikke de højeste, heden er ikke den største, horisonten ikke så bjergtagende som vestkysten eller lige så idyllisk som østkysten. Men den midtjyske natur er skøn, og Brande har med heden, bakkeøerne, Skjernådalen med MES-sø heldigvis en pæn andel heri.

Jeg har haft det privilegium, at en lodsejer for mange år siden lod mig sejle kajak på søen fra hans ejendom. Det har vist mig et stykke natur, der kan måle sig med meget her i kongeriget. Og jeg kan helt oprigtigt sige, at det har givet mig oplevelser med en uvurderlig natur, som jeg virkelig håber vil blive udfoldet for kommunens borgere i fremtiden: At man kan bevare søen, etablere nogle stier og inddrage søens herlighedsværdi i Brandes DNA på samme måde, som heden allerede er at stort aktiv for byen, så naturen kan trække i samme positive retning sammen med fx remisen og omdannelsen af sygehuset til medborgerhus. Mon ikke de fleste véd hvor meget det betyder, når flere ting trækker i samme retning? Det er et stort plus for hele kommunen, at Brande udvikler sig positivt. Her er jo også et erhvervsliv, som de fleste kommuner drømmer om. Som nævnt er er Ikast-Brande kommune landskabsmæssigt ikke den mest begunstigede fra naturens side, og langt den største udvikling i Jylland sker langs østkysten: Det er der naturligvis flere forskellige årsager til, men nærheden til og herlighedsværdien af vand er en væsentlig del. Derfor gælder det om at bevare de særlige værdier, vi har!

Jeg opfatter Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalgets indstilling som udtryk for et beklageligt, fattigt syn på sagen. Fattigt, fordi formandens ord både vidner om et lidt fundamentalistisk natursyn: Ikke bare fordi en afvikling af søen IKKE vil resultere i en mere varieret natur, men også fordi indstillingen samtidig fuldstændig mangler blik for den kulturhistoriske værdi der er i spil. Og blikket for herlighedsværdien afspejles vel ganske godt i formandens formulering om, at der "er en herlighedsværdi", men at denne er underordnet hans personlige ønske om at "få naturen tilbage til det oprindelige" (citater fra https://brandebladet.dk/det-er-vores-vurdering-nedl%C3%A6ggelse-af-s%C3%B8en-hurtigst-giver-de-bedste-biologiske-fauner). Og så koster det ikke penge.

Alle har ret til deres personlige mening, men det kan aldrig stå alene i sager af offentlig interesse. Heller ikke for en politiker. Og måske navnlig ikke, når sagen har potentiale til at tale ind i en historik, hvor hvor kommunens sydlige del lejlighedsvist har følt sig stedmoderligt behandlet. Jeg tror nu personligt ikke det er sidstnævnte, der ligger til grund for nævnets og formandens indstilling. Men nogle gange er det virkelig vigtigt at tage højde for, hvordan en handling opfattes snarere end hvad der var meningen med den.

Forhåbentlig kan man enes om, at der skal ligge omfattende og inkluderende hensyn bag den endelige beslutning, som ikke bør tjene nogens interesser på bekostning af andres: En omledning af selve åløbet vil tilgodese både lystfiskeren og laksen (nok fiskeren lidt mere og på bekostning af fisken - hvor naturvenligt det så er), og den vil tilgodese bevaringen af en naturperle, et stykke kulturhistorie og et aktiv for en af kommunens vigtigste byer. Selvfølgelig koster det penge. Kvalitet koster altid penge. Og der desværre er mange eksempler på, hvordan man sparer enden ud af bukserne rundt omkring. Men det koster også at forpasse de muligheder man har på hånden. Lad det ikke gå til spilde!

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul