Kom til borgermøde d. 28.april!

Computervisualisering.

Byrådet besluttede på sit møde d. 4. april at planlægge for et vindmølleprojekt ved Kratlund – syd for Brande mod Blåhøj. Et projekt med 9 møller på en totalhøjde op til 150 meter.

Er der noget der kan skille vandene, så er det mølleprojekter. Debatten bliver rigtig hurtigt et spørgsmål om at være sort eller grøn, ikke bare i befolkningen men også i den politiske debat. Det er, som om alle nuancerne bliver glemt, og retorikken bliver skarp.

Som nærmeste naboer til et muligt projekt i Kratlund har vi oplevet det samme. Vores ærlige bekymring for området bliver ofte fejet væk med ”at sådan er det alle steder, der skal sættes møller op”.

Vi oplever, at debatten strander der og hurtigt bliver erstattet med at ”I får jo erstatning” og ”vent nu og se, det bliver nok ikke så slemt”.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil et vindmølleprojekt af den størrelse få betydning for området. Dog må vi sande, at selv om projektet ikke er besluttet endnu, så har det allerede en betydelig indvirkning. Både i forhold til naboskab, men også i forhold til faldende ejendomsværdier. Eller rettere; så er vi i den situation, at det vil være nærmest umuligt for nogen at fraflytte området, så længe der er tale om et mølleprojekt. Ingen tør simpelthen investere i en ejendom, hvor der er risiko for, at der kommer møller i nærheden. Hvordan situationen er, hvis møllerne kommer op, vil være svært at spå om.

Vi ønsker, at vi får en ærlig debat om, hvad vi som borgere (og byråd) ønsker for den sydlige del af Ikast-Brande Kommune. Kan området bære de mange møller, der er i støbeskeen? Hvad er konsekvensen for området og for borgerne? Hvad er Ikast-Brande Kommunes plan i forhold til, hvor meget strøm vi skal producere? Og hvor mange møller vil det kræve totalt set i kommunen?

Vi ønsker, at beslutningen bliver taget i øjenhøjde med borgerne i området og med respekt for de bekymringer, vi har. Sagt på en anden måde så ønsker vi i bund og grund bare at blive behandlet ordentligt og i sidste ende, hvis projektet bliver godkendt, så ønsker vi ikke at tabe penge på det. Det tænker vi egentlig ikke er for meget forlangt.

Uanset hvad din holdning er til vindmøller, vil vi gerne opfordre til at så mange som muligt deltager i borgermødet torsdag d. 28. april kl. 19.00 på Hotel Dalgas.

 

På vegne af bestyrelsen i Kratlund Gruppen

 

Aage og Margit Nielsen

Finn og Ina Bøgedal

Torben og Britta Rosenkilde

Kommentarer

At tale om størrelsen af værditabet på de nærmeste ejendomme, er simpelthen omsonst og direkte uforskammet...
De ejendomme bliver jo helt og aldeles usælgelige...

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Kvalitetfyrærkeri
Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul