Bud på Dr. Arends Vej 4 afvises
Igennem et stykke tid har Ikast-Brande Kommune haft ejendommen Dr. Arends Vej 4, der indtil sidste år blev benyttet som privatbolig af de daværende forpagtere af vandrerhjemmet, Dina og Jess B. Hansen, sat til salg.
Kommunens afdeling for grundsalg har tidligere modtaget tilbud på først 1,1 mio. kr., dernæst 1,2 mio. kr. og senest 1,4 mio. kr., men på den lukkede del af dagsordenen i forbindelse med mandagens byrådsmøde besluttede et enigt byråd også at afvise buddet på de 1,4 mio. I stedet er der nu fastsat en vejledende mindstepris på boligen på 1.750.000 kr.
Når (hvis) der indkommer et bud, skal det godkendes af Økonomi- og planudvalget, og efterfølgende skal byrådet igen tage stilling til tilbuddet.
Ved samme lejlighed lægges der fra kommunal side op til, at Dr. Arends Vej lukkes på midten parallelt med den offentlige sti, der forbinder Socialpsykiatrisk Center Syd (Ørbæklund) med Brandlundvej.
Hvis lukningen gennemføres, vil det i praksis komme til at betyde, at den tidligere forpagterbolig får indkørsel fra Herningvej, mens gæster til vandrerhjemmet og det gamle sygehus (Dok Arends) fortsat kan benytte indkørslen fra Brandlundvej.
Tilføj kommentar