Brandfolk på skudhold
Falck fra Brande blev onsdag aften kl. 23.12 kaldt til bilbrand ved Engebækvejs udmunding i Herningvej.
I sig selv ikke nogen usædvanlig opgave for brandfolkene, men branden i firehjulstrækkeren skilte sig alligevel noget ud: Chaufføren havde været på flugtskydningsbanen og medbragte derfor både skydevåben og ammunition i bilen. Han var dog så snarrådig at tage sin haglbøsse med sig ud af den brændende bil, men patronerne nåede han ikke at få bjærget.
Normalt sender man brandfolkene helt hen til den brændende bil, men med et ukendt antal uaffyrede haglpatroner i bilen tog indsatsleder Jan Sørensen ingen chancer, og flammerne i bilen blev i stedet slukket fra forsvarlig afstand med en såkaldt B-/C-udlægning.
Som det fremgår af billedet udbrændte bilen fuldstændig.
Tilføj kommentar