Vision Ikast-Brande: Få 500 på arbejdsmarkedet igen
I Ikast Avis den 15. november var en stort opsat artikel med ovennævnte overskrift.
I valgkampen for 4 år siden agiterede Liberal Alliance ganske voldsomt for ovennævnte.
Primært for at inkludere disse mennesker på arbejdsmarkedet, og ikke mindst for økonomien i et sådan projekt. Flytning af én på overførselsindkomst til ordinært fuldtidsjob vil gavne kommunekassen med ca. kr. 250.000,- (Hvis vi kunne flytte de omtalte 500 til ordinært job snakker vi altså et beløb i størrelsesordenen 100-125 millioner på årsbasis).
I denne valgkamp har vi også ved flere lejligheder været ude med vore visioner.
For 4 år siden tilbød undertegnede oven i købet at være ”primus-motor” i et sådan projekt uden beregning.
Og hvad er der sket i de forløbne 4 år? – Intet som helst. Byrådet har i 4 år ”siddet på hænderne” og alene koncentreret sig om at tale besparelser og reducere velfærden, i særdeleshed over for skolerne og de ældre.
Skulle det ske, at det kommende byråd vil tænke i disse baner, så vil jeg endnu engang tilbyde min assistance efter princippet ”no cure-no pay”.
Såfremt Liberal Alliance bliver repræsenteret i det nye byråd, vil det være en garanti for at denne problematik ikke bliver glemt, som det skete for 4 år siden.
Mogens B. Helmer
Liberal Alliance Ikast-Brande
formand og byrådskandidat
Tilføj kommentar