Vindmøller nej tak

Ikast-Brande kommune har i øjeblikket udsendt et debatoplæg i offentlig høring omkring en ny vindmølleplan for kommunen. I kommunens nye vindmølleplan indgår igen et område øst for Blåhøj til opstilling denne gang af 5 møller på 150 meters højde.
Møllezonen øst for Blåhøj skal gå helt tæt ind til Vejle kommune. Ikast-Brande kommune skriver i deres debatoplæg, at møllezonen øst for Blåhøj vil påvirke
- det ”uforstyrrede landskab”, der ligger mod syd og øst
- det ”værdifulde landskab” i Vejle kommune.
Vi bor midt i Karstoft Ådal i Vejle kommune. Vi er utrolig glade for de store naturværdier, som ådalen har, og som vi på en måde også er en del af selv. Det er en daglig glæde for os at færdes i denne storslåede natur og have vort liv her.
Vi er særdeles tilfredse med, at Vejle kommune bakker op og værner om vor specielle natur i Karstoft Ådal. I den diskussion mellem Ikast-Brande kommune og Vejle kommune i 2012, da Ikast-Brande kommune ønskede at nedlægge deres ”større uforstyrrede landskab” sammen med Vejles kommunes sammenhørende ”større uforstyrret landskab”, valgte Vejle kommune at fastholde sit område med uforandret status, idet kommunen ikke fandt noget fagligt belæg for at opgive områdets status. Vejle kommune skrev: ”Særligt er området omkring de resterende dele af Rævlinge mose og de tilstødende kulturarealer meget uforstyrrede. Her er der gode muligheder for at styrke et vigtigt landskabs og naturområde. De nuværende vindmøller vurderes kun i begrænset grad at indvirke på områdets uforstyrrethed, men hvis der opsættes flere møller i området, vil området præges negativt.
Ikast-Brande kommune valgte derimod at slette deres ”større uforstyrret landskab” med det formål ”efterfølgende at udlægge et vindmølleområde i området.”, som de skrev.
Vi er meget imod, at Ikast-Brande kommune vil udlægge et område helt ind til Vejle kommunes ”værdifulde landskaber” til vindmøllezone med den konsekvens, at området så vil blive præget negativt.
Vi er imod oprettelse af vindmøllezonen øst for Blåhøj også fordi, den vil blive placeret lige midt i Karstoft Ådal med over 200 fredede områder af enhver art lige ind til møllezonen. Den vil påvirke negativt områdets dyreliv, herunder ynglende traner, flere arter af flagermus i ådalen, blå kærhøg og rød glente, som alle opholder sig i Karstoft Ådal - også i den planlagte møllezone. Den vil påvirke negativt Habitatområdet og naturgenopretningsområdet i såvel Ikast-Brande kommune som i Vejle kommune. Vindmølleområdet med 5 møller på 150 meters højde vil overskære de naturlige spredningsveje og vildtkorridorer i ådalen mellem den sydlige del og den nordlige del af Ådalen.
Vi mener, at etablering af en vindmøllezone øst for Blåhøj er en katastrofe for den enestående natur, plante- og dyreliv i Karstoft Ådal. Ikast-Brande kommune vil ikke blot spolere naturen i deres del af ådalen, men de vil også udbrede ødelæggelserne til den del af Karstoft Ådal, der ligger i Vejle kommune.
Vort opråb til byrådet i Vejle kommune er: hjælp os med at bekæmpe denne ødelæggelse af Karstoft Ådal.
Vort opråb til byrådet i Ikast-Brande kommune er: stop denne vandalisme mod naturen, plantelivet og dyrelivet i Karstoft Ådal og gør i stedet noget positivt for den helt unikke natur, vi har i Karstoft Ådal.
Rye Ottosen og Birthe Rye Ottosen
Møllebjergvej 22
7323 Give
Tilføj kommentar