Vil gå til ministeren

Herning Byråds veto mod vindmøllerne i Kratlund, falder ikke i god jord hos Kasper Pauli (S), formand for Klima-, Natur og Bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande kommune.

Til Brande Bladet fortæller han:

Ja, det er vel ventet efter udvalgsbehandlingen i Herning kommune, men det er også problematisk. Det er en afgørende dagsorden både i relation til sikkerhedspolitikken i Europa og i forhold til det globale klima. Internationalt er der netop på COP28 vedtaget, at energien fra sol og vind skal tredobles globalt og i Danmark har regeringen med bred opbakning i Folketinget vedtaget, at energien fra sol og vind på land skal firedobles i Danmark.

Derfor giver det i min optik ikke meget mening at henvise til et forældet begreb fra amternes tid om større uforstyrrede landskaber, et landskab der i øvrigt ikke er mere uforstyrret end, at der kan dyrkes konventionelt landbrug, rejses amerikanersiloer og så fremdeles, det rekreative er dermed til at overse i denne sammenhæng.

De seneste år er der desværre taget mere energi fra vindmøller ned end der er rejst i vores lille land og det er et kæmpe problem i forhold til håndteringen af den klimakrise vi står midt i. Det er nemt at forstå, hvorfor udviklingen ser således ud, for det giver nemlig ofte uro, når kommuner vil rejse vindmøller og lige så sikkert det er, at alle gerne vil bakke op om den grønne omstilling - lige så sikkert er det, at de bare ikke ønsker det i deres lokalområde. Det er jo også set i det lys, at regeringen har taget initiativ til at udpege områder til nationale energiparker. Ikast-Brande kommune arbejder målrettet og ambitiøst med den grønne omstilling og vi har vist, at der politisk mod til at sætte handling bag de store ord ved at arbejde med sol og vindenergi, derfor er det rigtig ærgerligt og problematisk i min optik, at en nabokommune vil benytte sig af et veto og sætte alt i stå, på trods af, at der har været dialog løbende. Det betyder også, at min klare holdning er, at ministeren må tage stilling til spørgsmålet nu.

Kommentarer

Kasper Pauli...

Problemet er, at du og flertallet af dine kolleger i byrådet prøver at eksportere halvdelen af jeres grønne ambitioner til et beskyttet landskab i nabokommunen. En landskabsudpegning som I også havde i jeres egen kommune, indtil I selv valgte at slette udpegningen, for at få plads til vindmøller.

Løsningen er simpelthen, at placere jeres VE-projekter længere inde i egen kommune. Hold dem minimum 5 kilometer fra kommunegrænsen ind til Herning Kommune og det uforstyrrede landskab. Så er jeg sikker på, at at Herning Kommune dropper deres veto. Der er masser af ledig plads til vindmøller længere inde i Ikast Brande kommune. Problemet er i virkeligheden nok bare, at en placering der, vil koste dig og dine ligesindede lang flere stemmer ved det kommende kommunalvalg, end hvis de stærkt upopulære vindmøller og solcelleparker placeres langs kommunegrænsen ind til Herning kommune, langt fra de mange vælgere i Ikast og Brande by.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul