Vi klarer os selv – men behøver det være sådan?

Jørn Brink

Af Jørn Brink, formand for lokalafdeling Vest i Arbejdsgiverne

Jeg hører den samme historie, uanset hvem jeg snakker med. Det er rigtig svært for almindelige, solide virksomheder at finde finansiering i udkantsdanmark – som man har fundet på at kalde en stor del af Danmark. Bankerne regner ikke med os, og de mener ikke, at vores bygninger er noget værd. Det er mærkeligt, da det er faktisk herude, at en betragtelig del af Danmarks velstand bliver skabt. Danmark er et produktionsland, og det foregår altså hverken på Frederiksberg eller Christianshavn.

Der er mange større danske virksomheder, der flittigt gør brug af de mindre virksomheder som underleverandører. De kan nemt se potentialet, og vurderer os ikke bare ud fra et postnummer. Men de ligger også ofte selv herude, hvor der grønne marker og masser af plads. Men det undrer mig, at det er så svært for bankerne og kreditforeninger, at se de samme muligheder.

Jeg har overtaget min virksomhed fra min far. Den har eksisteret i 50 år, og vi har altid kunne betale vores regninger. Vi er hverken lykkeriddere eller fantaster. Vi er de almindelige, driftige folk, der er med til at holde gang i Danmark. Alligevel er det os, der skal holde for, når bankerne har formøblet pengene et andet sted. For det er ikke på virksomheder herude, at de har tabt pengene.

Vi må klare os selv, og det gør vi så. Det kan godt være, at banker og kreditforeninger ikke tror på os, men det gør vi selv. Og det har vi da også grund til. Det kører i højeste gear mange steder, og vi har vind i sejlene efter krisen. Det er sjovt at være en smede- og stålvirksomhed igen, og det gælder mange virksomheder i industrien.

Bankerne kan vi selvfølgelig ikke bestemme over. Men hvad med vores folkevalgte politikere? For nogle år siden blev bankerne hjulpet med op til flere bankpakker. Hvad forlangte man den anden vej? Det løb er kørt. Men det er der andet, der ikke er. Fra politisk side kan man gøre det lidt nemmere for virksomhederne at finde finansiering. Eksempelvis ved at bede Finanstilsynet om at give bankerne lidt mere albuerum.

Tænk, hvad det kunne blive til, hvis vi også havde finansieringen lidt mere med på vognen. Mange industrikunder betaler først efter to måneder. Det ved alle i branchen. Det burde bankerne også vide – eventuelt kunne de tage pant i udført arbejde. Det ville i hvert fald være rart, hvis man fik mere hjælp fra den finansielle sektor.

Mange af Danmarks store virksomheder er startet under små kår langt ude på landet. Her kan man starte i et tomt industrilokale med små omkostninger. Desværre vil bankerne hellere låne penge til virksomheder i de større byer, men så kan det ikke løbe rundt - eller kommer slet ikke i gang. På den måde forspilder vi et stort potentiale.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul