Vestjysk Bank kåret til Årets digitale finansvirksomhed
Vestjysk Bank er for tredje gang kåret som Årets digitale finansvirksomhed blandt de mellemstore banker. Kåringen er baseret på den årlige undersøgelse af den digitale udvikling i de største danske finansvirksomheder foretaget af FinansWatch og analysefirmaet Wilke.
Der er stor glæde og stolthed i Vestjysk Bank, da banken netop er kåret som Årets digitale finansvirksomhed blandt de mellemstore banker. Endnu en flot pokal bliver dermed føjet til samlingen.
Begrundelsen for kåringen er blandt andet kundernes vurdering af Vestjysk Banks innovationsevne. En ekspertgruppe roser desuden Vestjysk Bank for arbejdet med de sociale medieplatforme samt bankens interne fokus på kunde- og forbrugerindsigter, automatisering og kunstig intelligens.
En klar digital strategi
Wilke og FinansWatch har gennemført projektet Digital Finans i alt seks gange, og det er tredje gang, at Vestjysk Bank bliver kåret til Årets digitale finansvirksomhed.
- Vi er enormt stolte over, at vi endnu engang modtager denne flotte pris. Vi har i en årrække haft en klar digital strategi, som vi dedikerer mange ressourcer til både internt og eksternt i banken. Prisen er en anerkendelse af vores digitale indsatser og et skulderklap til de medarbejdere, som arbejder med at videreudvikle vores digitale fokus til glæde for bankens kunder, siger Per Skaaning, konceptdirektør i Vestjysk Bank.
Banken sigter målrettet efter at blive Danmarks stærkeste lokalbank, og her spiller den digitale udvikling en vigtig rolle:
- En af vores kerneværdier er nærvær. Vi vil være tæt på kunderne og har derfor fokus på at skabe en god, personlig relation til dem. Det betyder blandt andet, at vi bruger automatiserede processer, som erstatning for de procedurer, rådgiverne ellers skulle håndtere manuelt. På den måde frigør vi mere tid til kunderne. Så for os er der en tæt sammenhæng mellem nærværet over for kunderne og den digitale udviklingsrejse, vi er på, slutter Per Skaaning.
Vestjysk Bank vandt også prisen for Årets digitale finansvirksomhed i 2017 og 2018 i kategorien mellemstore banker.
Tilføj kommentar