Venstre-mand sendt udenfor døren - igen
Da Ikast-Brande Kommunes teknik- og miljøudvalg i tirsdags for anden gang skulle behandle Blåhøj Energiselskabs ansøgning om tilladelse til at anlægge to fritliggende gyllebeholdere i nærheden af biogasanlægget, måtte Venstres Carl Jensen (bill.) fra Blåhøj meget mod sin vilje forlade mødet.
Udvalget behandlede første gang sagen i slutningen af februar. Dengang lød anbefalingen fra kommunens tekniske område, at der blev meddelt afslag på ansøgningen, da der ikke forelå særlige argumenter for at afvige fra sædvanlig praksis for, at gyllebeholdere til afgasset gylle fra et biogasanlæg skal placeres i tilslutning til biogasanlægget.
Den indstilling underkendte et flertal i udvalget bestående af udvalgsformand Henrik Engedahl (V), hans partifælle Brian Sigtenbjerggård og DF’eren Trine M. Kristensen, mens de to socialdemokrater Kirsten Hoffmann og Birte Sørensen bakkede op om at give afslag på ansøgningen.
Ved den lejlighed blev Carl Jensen anset for inhabil, og samme anskuelse anlagde udvalget – trods Carl Jensens protester – da sagen igen var på dagsordenen i tirsdags.
Det rokkede dog ikke ved, at der trods indsigelser fra anlæggets to nærmeste naboer var flertal for at godkende ansøgningen.
Såvel Henrik Engedahl, Brian Sigtenbjerggaard og Trine Meldgaard Kristensen som Henrich Rune (K) , der var fraværende ved udvalgsmødet i februar, stemte for at give tilladelsen, mens Kirsten Hoffmann var ene om at stemme imod, eftersom det denne gang var Birte Sørensens tur til at være fraværende.
Dermed kan Blåhøj Energiselskab – uagtet protesterne fra de to naboer – nu gå i gang med at opføre de to gylletanke til afgasset biomasse.
Tilføj kommentar