Velfærd og visioner

Kasper Pauli Pedersen

Af Kasper Pauli Pedersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet

I sidste uge vedtog vi i byrådet vores nye visioner og samarbejdsaftale. Vi har fået nogle gode overskrifter og et indhold der meget fint afspejler, at det er et kompromis. 

Derfor bliver det virkelig interessante selvfølgelig de politiske drøftelser, der vil følge i kølvandet på dette og dermed hvordan det bliver til konkret politik ude i udvalgene. 

Vi har jo forskellige ideologiske udgangspunkter og derfor er det også i min optik misvisende, når man konsekvent i visionen omtaler byrådet som en enhed. Det er vi ikke. Min enhed er i den socialdemokratiske gruppe og det er mit udgangspunkt. 

Sådan er det for alle de partier og lister, der er repræsenteret i byrådet og netop den forskellighed gør, at vores borgere kan have tillid til vores repræsentative demokrati. Vi administrere ikke bare en “virksomhed”, vi varetager borgernes interesser ud fra forskellige idegrundlag og værdier. 

Det mener jeg faktisk er en styrke for vores demokrati og når det så er sagt, så er det selvfølgelig rigtigt, at politik også er det muliges kunst. Her gør vi socialdemokrater alt for, at vores 6 pladser i byrådet skal arbejde for kompromiser til fordel for vores vælgere og hele kommunen. 

Nu er det blevet tid til lidt sommerferie, i hvert fald fra det officielle byrådsarbejde, for vi vil nok alle i grupperne og hver enkelt have svært ved helt at lade politikken ligge. Det har været et interessant, spændende og lærerigt første halve år for en nyvalgt og jeg føler mig ærligt talt super priviligeret. 

På den anden side af sommerferien går budgetforhandlingerne for alvor i gang og det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi har den udfordring, at vi igen skal ud og spare rigtig mange millioner her i kommunen. 

Det er ikke en nem opgave, men som socialdemokrat mener jeg selvfølgelig, at der er klogere steder at spare end andre. Vi skal forsøge at frede kernevelfærden i videst mulig omfang og så kan vi jo også se på indtægtssiden. 

Derfor lægger vi op til, at vi er nødt til i fremtiden at se på, om vi kunne hæve skatten en lille smule og så lade indtægten herfra være øremærket til velfærd. For vi kommer ikke udenom, at velfærden efter flere sparerunder er presset på mange af vores områder.

Mere herom følger selvfølgelig på den anden side af ferien, hvor vi er klar til igen, at samarbejde om gode kompromiser og for gode resultater til gavn for borgerne i hele kommunen. God sommer.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul