Væksten i befolkningstallet fortsætter
Også i løbet af 2020 er antallet af indbyggere i Ikast-Brande Kommune steget, præcis som det med en enkelt undtagelse i 2012 er gjort siden kommunesammenlægningen i 2007. Det viser nyligt offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Antallet af indbyggere i Ikast-Brande Kommune er i 2020 vokset med 104 personer svarende til 0,3 procent.
41.369 indbyggere placerer uændret Ikast-Brande som den 54.-største kommune i Danmark med 63 borgere færre end nr. 53 på listen, den nordjyske kommune Mariagerfjord, som i løbet af 2020 netto har vinket farvel til 264 indbyggere.
For tre år siden var Ikast-Brande målt på indbyggertal nr. 57 blandt landets 98 kommuner.
Siden kommunesammenlægningen i 2007 er befolkningstallet i Ikast-Brande Kommune i alt vokset med 1792 personer svarende til en befolkningstilvækst på 4,5 procent.
Tilføj kommentar