Udvalgsformand: Unfair kritik af HedeDanmark

Vild natur i parker og grønne områder er en politisk beslutning. HedeDanmark er blot sat til at udføre opgaven.

Siden HedeDanmark har overtaget plejen af kommunens grønne områder, har der været rejst en del diskussioner og kritik. Der kan være mange forskellige holdninger til hele udliciteringen, og det er selvfølgelig helt legitimt, mener formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget, Kasper Pauli Pedersen (bill.). Men på ét punkt er han uenig i kritikken og kalder den uberettiget.

- Når man kritiserer, at græsset er blevet lidt længere ved en vejstrækning, eller der er kommet en agertidsel i en rundkørsel, så er det altså ikke udtryk for HedeDanmarks manglende evner. Det er et udtryk for en bevidst byrådsbeslutning om at gøre kommunens grønne områder lidt vildere, siger han.

Om baggrunden for at gøre naturen mere varieret, forklarer han:

- I generationer har vi været vant til, at parker og grønne områder kun var flotte, når græsset var kortklippet, alle buske og træer stod skarpt trimmet og der ikke lå et blad eller en kvist og flød på jorden. Sådan er virkeligheden bare ikke. Planter og dyreliv har andre behov. De har brug for variation i landskabet. Det har vi mennesker nu lært, og nu er vi begyndt at handle efter det.

Det er byrådet, som gennem en licitation har hyret HedeDanmark til at forme og pleje de grønne områder efter et politisk ønske om mere biodiversitet.

- Den beslutning kan man godt være uenig i, men den er ikke HedeDanmarks skyld, at noget natur bliver vildere og ser anderledes ud, end man tidligere har været vant til, siger Kasper Pauli Pedersen. Udvalgsformanden understreger, at den politiske beslutning om mere vild natur ikke er taget for at genere nogen.

- Vi gør det for at bidrage til at skabe en vildere, rigere og mere mangfoldig natur. Også der hvor mennesker bor, arbejder og leger. Vi står midt i en biodiversitetskrise, siger han og uddyber:

- Det er ikke kun, når det kommer til artsvariationen, at naturen er presset. Mange af de mere almindeligt kendte arter er også pressede på levesteder, og der kan vi faktisk gøre en forskel ved at tænke vores forvaltning af grønne områder lidt anderledes og give bedre plads til planter, svampe og dyr.

Flere gode eksempler på at bringe mere vild natur ind i byrummet ser man i parker og anlæg i kommunen. Blandt andet i Østre Anlæg, hvor dele af de store græsarealer er omdannet fra grøn ørken til spændende levesteder for blandt andet insekter. Der er også etableret et par vandhuller, som planter og dyreliv allerede har indtaget. I øjeblikket er der også ved at blive etableret kvashegn, som alle borgere kan bidrage til ved at aflevere grenaffald på udpegede steder i parken fremfor at køre det på genbrugspladsen.

- Kvashegnet bliver et fantastisk insekthotel med tiden, og med insekterne flytter der forhåbentlig også lidt mere fugleliv ind, siger Kasper Pauli Pedersen.

Til kritikken af, at vild natur ser rodet og misligholdt ud, lyder budskabet fra udvalgsformanden:

- Det er klart, at det her nok kræver en kulturændring i vores forståelse og tilgang til naturen. Personligt synes jeg ikke, at der er noget i naturen, som er rodet. Tværtimod er det jo nærmest som et smukt urværk, hvor alle tandhjul, selv ned til det mindste, er afhængige af hinanden, og det er jo også derfor, at vi sammen skal passe på vores natur. 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul