Udvalg lægger op til lukning af Arvad Tværvej
Ikast-Brande Kommunes Teknik- og miljøudvalg havde ingen indvendinger mod de planer, Nature Energy Månsson A/S har om at udvide biogasanlægget på Grarupvej til det tredobbelte, men på et enkelt punkt valgte udvalget dog at imødekomme en af indsigelserne fra de syv husstande i området, der har indsendt et høringssvar til kommunen.
Katja og Ulrik Bjerre, der bor på hjørnet af Grarupvej og Arvad Tværvej, som er en grusvej, oplever, at grusvejen jævnligt benyttes af lastbiler på vej til eller fra biogasanlægget med de gener, det påfører dem.
Siden november 2016 har det ellers været forbudt for lastbiler at benytte grusvejen, og forbuddet mod gennemkørende lastbiler blev i starten af sidste år suppleret med et tilsvarende forbud mod traktorkørsel.
Særligt lastbilerne har ifølge Katja og Ulrik Bjerre haft svært ved at respektere gennemkørselsforbuddet, utvivlsomt fordi chaufførerne bliver dirigeret den vej af deres gps, men det er formentlig snart helt slut med muligheden: Udvalget besluttede at sætte gang i en lukning af vejen.
Inden det kan ske, skal der udarbejdes en beskrivelse af konsekvenserne, hvorefter sagen kan behandles på et kommende møde i Teknik- og miljøudvalget.
Tilføj kommentar