Udsolgt til julemessen

 

Sidste år trak Brande Handelsstandsforenings julemesse over 3.000 gæster i RemisenBrande, og også i år bliver der rigeligt at se og opleve i den gamle remise, når årets julemesse afvikles søndag d. 18. november.

 

Af Mikael Lund - Ca. 45 udstillere har meldt deres ankomst, hvilket svarer til sidste år, hvor flere politiske partier benyttede julemessen til den sidste slutspurt inden kommunalvalget. De er ikke med i år, så antallet af forretningsdrivende er faktisk steget – og på nær en enkelt er der udelukkende tale om foreningens egne medlemmer.

Julemessen byder på en hel del nyskabelser, ikke mindst ”jule-food” i en del af Remisen. Her købet man så at sige en tallerken for 100 kr., og så kan man ellers gå på jagt efter lige præcis de ting, man har allermest lyst til at spise hos Kvickly, Smagshuset, Kagehuset og Café Tankefryd.

Modeshowet gentages i to omgange med modeller fra Chic, Tøjeksperten Sportmaster og NameIt tilsat forskelligt tilbehør fra nogle af byens øvrige butikker, og der bliver også andre former for underholdning fra scenen. Bl.a. arrangerer Loop en konkurrence, og man har også et stort navn på bedding – hvem det er vil blive offentliggjort senere.

Julemanden er som altid på plads, og han får i år selskab af Lurendreja, en nissepige, der laver sjov med og for børnene.

Hovedpræmien på 10.000 kr. er i år splittet op i 20 Brande-gavekort á 500 kr., og der trækkes lod om 4 stk. en gang i timen. Dertil kommer muligheden for at vinde forskellige sponsorgaver fra de deltagende butikker.

Juletræstænding

Når julemessen er overstået, byder de lokale handlende traditionen tro på en lang række andre aktiviteter frem mod jul.

Juletræet tændes torsdag d. 29. november, igen under medvirken af julemanden, som får selskab af Teaterspirerne, der både synger julesange og giver smagsprøver fra deres seneste forestilling.

Der bliver boder på Torvet med vafler og mulighed for at købe juleneg, og fra scenen trækkes der lod om 10 Brande-gavekort á 300 kr.

Succesen med børnebilletten gentages lørdag d. 8. og 15. december, og søndag d. 16. december vender Lurendreja tilbage for at tage børnene med på rundtur til byens butikker og udstedelse af nissepas. Juletoget kører rundt i midtbyen, og igen er der boder på Torvet.

Sidst men ikke mindst er der mulighed for at vinde præmier i butikkerne, men i år er det velkendte ”rødvin & and”-koncept afløst af muligheden for at vinde Brande-gavekort på 250 kr. – der trækkes lod om et gavekort i hver af de deltagende butikker.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul