Task Force Vildt: Krav om flere DNA-prøver ved ulveangreb

Task Force Vildt bifalder den eksisterende mulighed for dispensation til regulering af ulve, som er indført for blandt andet forhindre alvorlig skade på husdyr og ejendom. Ifølge Miljøstyrelsens egne retningslinjer kan dispensation til regulering gives, hvis der ikke findes andre løsninger, og det ikke truer ulvens naturlige udbredelse.

Til trods for denne mulighed er der i dag endnu ikke reguleret én eneste ulv i Danmark. Dette skyldes i høj grad, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for at kunne kategorisere en ulv som en "problemulv." For at kunne foretage en præcis vurdering af, om en specifik ulv gentagne gange står bag angreb i et område, er det nødvendigt at indsamle og analysere DNA-prøver ved formodede ulveangreb. Det er desværre ikke standard praksis, og mange lodsejere oplever, at lokale vildtkonsulenter fra Naturstyrelsen undlader at tage DNA-prøver, selv når det specifikt anmodes.

Task Force Vildt ser dette som en alvorlig begrænsning for den ansvarlige forvaltning af ulvebestanden i Danmark. Vi møder ofte frustrerede landmænd, der gang på gang har set deres husdyr blive udsat for voldsomme ulveangreb, kun for at opleve, at det eneste tilgængelige værktøj til at identificere de problematiske dyr – DNA-prøvetagning – ikke bliver anvendt. Uden systematisk DNA-prøvetagning mangler der afgørende information om ulvenes adfærd, hvilket gør det næsten umuligt at identificere problemulve og dermed vurdere, om regulering er nødvendig.

"Det er helt uacceptabelt, at landmænd skal stå magtesløse og se deres husdyr blive angrebet uden at få den nødvendige hjælp til at dokumentere angrebene," udtaler Leif Nørgård, formand for Task Force Vildt. "Vi har brug for en langt mere konsekvent brug af DNA-prøver for at kunne udpege problemulve og sikre, at regulering kan finde sted, når det er nødvendigt."

Vi opfordrer derfor Naturstyrelsen til at tage DNA-prøver ved alle formodede ulveangreb og bruge de værktøjer, der allerede er til rådighed, for at sikre en præcis og videnskabeligt funderet forvaltning af ulvebestanden. Kortlægning af ulvenes færden og adfærd er afgørende for at beskytte både lodsejernes interesser og husdyr, samtidig med at ulvens naturlige udbredelse ikke trues.

Task Force Vildt står klar til at samarbejde med myndigheder og andre interessenter for at skabe en bedre praksis, hvor mulighederne for regulering bruges ansvarligt og effektivt.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul