Rune og jeg var blevet inviteret til Brandlundparkens månedlig mandagsmiddag. Det duftede af god gammeldags mad, dagens ret var stuvet hvidkål med frikadeller og citronfromage med fløde.  

Gurli Søndergaard bød os velkommen.

Da cafeen på Brandlundparken lukkede, kunne hun ikke bære, at de ældre ikke længere kunne mødes og få dagens ret. Før i tiden kunne 45-50 ældre blive bespist med dagens ret i cafeen. Alle ældre fra byen kunne spise i cafeen. 

En månedlig maddag

I dag har hun lavet en madklub, hun har begrænset det til kun at være for de ældre som bor på eller rundt om Brandlundparken.

Hun laver mad til 12, og fortæller at flere er på ventelisten. Skulle hun lave mad til flere, kan hun ikke gøre det alene. Derfor har hun besluttet at sådan må det være for nu.

Ensomheden bliver nemt de ældres følgesvend!

Knap havde vi fået frakken af og hilst på hinanden, før snakken gik i gang. Den første samtale handlede om ensomhed. ”Det er svært at blive gammel”, det kunne de alle blive enig om. Det er vigtigt at have frivillige/besøgsven ellers bliver livet som ældre svær.

En af de ældre sad i rullestol. Hun havde fået en blodprop og blevet lam i den ene side. Hun fortalte at hun i de første 3-4 måneder, efter hun var flyttet op på Skolestien, sad helt alene og kom ingen steder. Det var fysisk umuligt for hende at få kørestolen over kanten ind til elevatoren, da hendes ene arm er lam. Der var ikke SOSU-timer til at flytte hende frem og tilbage. Hun genvandt først livet igen, da hun fik en besøgsven, først der kunne hun komme på tur.

Alle rundt om bordet, var glade for maddagen. De roste Gurli for hendes skønne initiativ. Ikke bare fik de god gammeldaws mad, de fik også tid til hygge og snak. Og snakket blev der, det var spændende at lytte til dem. Samtalen faldt hurtigt på ensomhed.

Lukning af Brandlundparkens cafe – var en kæmpe sorg

Der er en stigende ensomhed blandt ældre. De har brug for at komme ud blandt andre. Derfor var alle enig om at Brandlundparken er vigtig for dem. De savner deres cafe, den var med til at skabe sociale hyggelige stunder. Brandlundparken er krumtappen for de ældre borgere. Det frivillige drevet aktivitetscenter har en kæmpe betydning for livet i og om Brandlundparken.

Nu vi sad der, som politiker, kunne vi så ikke få cafeen tilbage?

Hvorfor ville I dog spare cafeen væk? Det var jo småpenge man sparede?

Rune og jeg lovede at vi ville tage deres ønske med til det næstkommende budgetforhandlinger. Hvis det betyder så meget i Brande, mon så ikke det betyder det samme de andre steder i kommunen hvor vi sparede cafeen væk?

Nu hvor Karup Lufthavn næste år ikke længere koster kommunen noget – får vi en besparelse på 850.000 kr. årligt – så nu har vi en oplagt mulighed for at rette op på dette.

Fælleslisten foreslår derfor, at vi bruger en del af de midler på at genskabe fællesspisningen. Det vil koste blot 384.000 kr. om året, men har en enorm værdi for de ældre.

Erintis – blev vendt og drejet

Vi spurgte forsigtig ind til Erintis. Erintis fik stor ros. De sagde, at det var så dejligt at det nu var nogle kendte ansigter som kom i deres hjem, før i tiden kunne der komme en ny hver dag, og det kunne være meget trættende.

Ældreboligerne i Brandlundparken

Snakken faldt på de små ældreboliger rundt om Brandlundparken.

Alle var enige om at de godt kunne trænge til en make-over.

De er pæne udenpå, men meget slidte indeni. Man kunne godt tænke sig at få åbnet op mellem stuen og køkkenet, som lejlighederne på Skolestien. Husene er placeret således at alle har en privat lille have, som gør husene hyggelige.

Middagen blev afsluttet og Gurli kunne glad fortælle at næste gang, ville de få en gæstekok med. Rune havde nemlig meldt sig som frivillig gæstekok for madklubben. Alle blev begejstret og mente de havde noget at se frem til.

Vi var alle enige om at Brandlundparken skulle være mere synlig. Vi aftalte, at en af de mange debatmøder i valgkampen, ville blive afviklet på Brandlundparken. Vi fik sat en dato, vi glæder os. Nu bliver det muligt for alle de opstillede kandidater og kommunale politikere at få mulighed for at se stedet og lytte til de ældre, de har meget på hjerte. 

På vejen ud ad døren, blev vi mødt af Niels H. Nielsen, som sammen med sit lille band var ved at gøre klar til at spille op til dans. Et par gange om måneden spiller de for de ældre og så kommer Engparken på besøg.

Det lød hyggeligt og vi havde næsten lyst til at smide frakken og sætte os ned, men andre gøremål kaldte på os.

Tak til Brandlundparkens mange aktive ildsjæle – tak for mad.

Rune og Lotte Fælleslisten