Tak for dine gode råd, Tina Ostersen

Vi føler, vi bliver nødt til at give et modsvar, når nu du og dine partifælles har valgt at indlede en form for offensiv mod Fælleslisten. I vælger i hvert fald at bruge en del opslag og "spalteplads" på at fortælle en masse om, hvad I synes, der er galt med FL – og så liker i ellers hinandens opslag. Det er i sådan set i jeres gode ret til, men vi ville sådan ønske, at debatten kunne få lidt mere substans – og måske endda et fokus på, hvad det egentlig er, i vil?

Vi oplever desværre, at du Tina Ostersen, og dine partifæller, er optagede af dels at underminere vores troværdighed og dels fortælle os, hvordan politik skal bedrives. Men sagen er den, at vi simpelthen ikke tror på, at der er en bestemt formel for den "rigtige" måde at lave politik på. I Fælleslisten tror nemlig på mangfoldighed i tilgangen til politik og på, at forskellige metoder kan føre til gode resultater.

I Fælleslisten er vi ikke bundet af en fast partipolitik – det er netop kernen i det at være en lokalliste. Vores tilgang er at lytte til borgerne og handle ud fra deres umiddelbare ønsker for udvikling af vores lokalsamfund. Vi søger løsninger på tværs af traditionelle politiske skel for at sikre de bedste resultater for kommunen og dens borgere.

Konkret mener vi ikke, at politiske debatter hører hjemme bag lukkede døre til udvalgsmøder og uformelle ”formøder”. Borgerne har fortjent at høre mellemregningerne og være en del af processen. Åbenhed og gennemsigtighed er i vores optik afgørende for at skabe tillid og engagement i lokalsamfundet.

Vi vil gerne være borgernes direkte stemme i byrådet. For os betyder det, at vi ikke følger en centralt dikteret partilinje, men at vi i stedet tager udgangspunkt i det, der giver mest mening lokalt. Vi tror på samtale, samarbejde og en fleksibel tilgang til politik, hvor det er borgernes hverdag og ønsker, der sætter dagsordenen.

Fælleslisten er derfor en platform for alle, der ønsker at deltage aktivt i den lokale beslutningsproces uden at være bundet af nationale partiprogrammer. Når vi præsenterer vores kandidathold til byrådsvalget, vil vælgerne få rig mulighed for at spørge kandidaterne, hvem de er og hvad deres visioner for Ikast-Brande Kommune er. De kommer nok ikke til at fortælle, hvem de stemmer på til næste folketingsvalg. Det er sådan set heller ikke så interessant, for Fælleslisten er sat i verden for at bedrive lokal politik i Ikast-Brande Kommune.

Vi glæder os til kommunalvalget til november. Her giver vi vælgerne muligheden for at stemme på en række lokale ildsjæle fra hele kommunen, der hver især stiller deres mandat til rådighed for borgerne i Ikast-Brande Kommune.

Vores mål er helt simpelt at skabe en kommune, hvor løsninger findes i fællesskab, og hvor politik er noget, der gavner borgerne – og ikke blot er en kamp om ideologi og taburetter.

 

Med venlig hilsen

Fælleslistens byrådsmedlemmer Rune Lyager, Lotte Stoltenborg og formand Morten Colbert

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Brande Camping
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul