Stor styg erfaring og fællesskab
Jeg er halvvejs i min læretid, men er det en lære tid for mig, eller er det en lære tid for de gamle med den store stygge erfaring i byrådet sagt med et glimt i øjet og et smil på munden ? Ja, jeg siger tingene, som jeg tænker dem. Det mener jeg er min pligt, når jeg har valgt at prøve, om jeg kan skabe en positiv forskel for alle os borgere.
Jeg har ikke fået stol om det runde bord for at være forvaltningens forlængede arm og nikke til det, de foreslår. Jeg kigger på tingene med åbne øjne, men forholder mig også kritisk og tager stilling ud fra et borgerperspektiv.
Undskyld, men jeg kommer ikke til at blive en byrådspolitiker, der glemmer mine værdier og løfter, fordi jeg tror på, at det netop er dem, der bærer mig igennem de valg, jeg tager, mens jeg sidder i byrådet.
Undskyld, jeg bliver ikke ædt op af magt og flertal. Det er ikke min stil, og jeg er ikke tiltrukket af den form for demokrati. For mig er demokratiet dig og mig, og ikke 23 mennesker om et rundt bord. Det handler om at lytte og være tro mod det, man sagde i valgkampen, at man ville kæmpe for.
Folk må gerne kalde mig kompromisløs, folk må gerne kalde mig en rebel, som råber, for det er jeg. Jeg råber op om de ting, som andre vil feje ind under gulvtæppet. Jeg er kompromisløs, når borgere ikke bliver hørt i høringer osv. Det vil jeg ikke være med til at stå på mål for.
Derfor stiller jeg også op til valg om 2 år for Fælleslisten, medmindre min kone Mette siger nej, eller jeg bliver forhindret pga mit helbred det gør jeg fordi jeg tror på, at i fællesskab og dialog får vi bygget en stærk kommune op, hvor borgere føler sig hørt, og hvor vi sammen formår at fortælle de gode historier om vores kommune. På tværs.
I byen Brande, hvor jeg er født og opvokset i min barndoms gade, sker der en masse spændende ting nu. Der er nogle kommunale tanker i det, men jeg må nok sige, at de fleste af de ting, som sker, bliver båret af ildsjæle for deres by som tør tænke visionært. Listen bliver lang, men Villy fra Brande Bladet har ikke givet mig en maksimal længde på mit nytårsskriv. Her tænker jeg: bl.a.
Det grønne plus: En helt ny total central bydel i Brande vokser frem i den gamle Præstelund Skoles ånd, hvor de ikke sælger kvadratmeter, de sælger fællesskab.med et fantastisk fælleshus.
BM Invest: En helt ny udstykning tæt på hede, Rideskole og Golfbane, hvor både dem, der lejer, og dem, der ejer, kan bo sammen i fællesskab.
Finkbyg og lokale kræfter i området Cristiansminde: En helt ny udstykning med Brande Å i baghaven og det centrale stisystem langs Brande Å, som er helt unikt, vi har. Som et åndehul midt i byen.
Slugten: Et senior bofællesskab, som er båret af lokale, der havde drøm om at bo sammen og hver for sig, hvor de kan bo til det sidste, på en helt unik grund.
Pedersborg udstykningen: En helt ny bydel, som ligger centralt og alvor for sig selv, med en helt unik natur og udsigt.
Og så er der den nye kommunale udstykning: Hyvild Vej Øst, bag ved Enkehøj, med unik natur, åbne vidder og fuglefløjt.
Disse projekter vil få vores by til at vokse markant. Om ca. fem år vil ca. 800 nye borgere kunne kalde Brande deres hjem. Så er det op til os som byråd at skabe serviceforhold for børn og ældre, som er her og kommer til byen. Her tænker jeg på skoler, daginstitutioner og de ældres hjem. Det er vores ansvar, at de også er tænkt visionære og smedet om det runde bord i byrådssalen.
Når jeg kigger på det, som Brande kan tilbyde, er det jo helt vildt. Bare i år er Art Hotel Dalgas åbnet - et hotel i verdensklasse, hvor du får en unik oplevelse, skabt af ildsjæle for deres by og visionære forretningsfolk for deres by.
Vores Street Art Festival bliver ved med at vokse og få vinger, som andre byer kun tør drømme om. Skabt af ildsjæle. Og en folkefest hvert år
Vores allesammens Gennembrud er på vej. Her snakker vi altså om en helt ny bymidte, hvor man smelter midtbyen sammen med åen, Artium og Brandehallen. Det er jo helt vildt. Igen er det ildsjæle for deres by, som kæmper hver dag, fordi de tør drømme uden grænser.
Brande er og bliver og har altid været Danmarks kulturbys frontløber og kæmpe inspiration for andre byer.
Når jeg kigger ud over Brande, som er min hjemstavn, og kigger ud over hele den kommune, jeg sidder i byrådet for.
I Nr. Snede er et ambitiøst Hærvejsprojekt ved at få vinger og en imponerende middelalderudgravning. Som vil tiltrække tusindvis af turister. Projektet er smedet af lokale ildsjæle.
I Blåhøj er der kæmpet en stærk friskole frem. Den er smedet i ild for at Blåhøj skal forblive en by, hvor skolen er hjertet. Jeg må sige, den kamp, jeg har set de folk have kæmpet de sidste otte år, er jeg dybt imponeret over. De kender ikke til nederlag, de kender til fællesskab for deres by.
I Ejstrupholm er den grønne kile igennem byen godt på vej, og i nær fremtid også et midtbyprojekt. Smedet af ildsjæle.
I Ikast vinder Sportsbyen Ikast frem med sports campus-området. Smedet af ildsjæle for deres område, de, om nogen, har formået at lave et godt lobbyarbejde igennem den lange proces
Jeg er klar over der er mange flere projekter i gang i vores kommune – masser.
I Ikast-Brande Kommunen kunne vi have et ordsprog, som hedder: Når viljen befries, da falder magt. Det passer perfekt på os som mennesker, som bor her.
Vores samlede kommune har så meget at byde på. Lad os sammen fortælle den gode historie. I fællesskab
Tak for, at jeg må dele mine tanker med jer og fortælle om det i avisen. Lotte og jeg kæmper videre, sammen med hele fælleslisten og det er jeg stolt af, at jeg er blevet valgt til. Godt nytår til alle.
Rune Lyager
Fælleslisten
Tilføj kommentar