Stadig elever på Blåhøj Skole

Som konsekvens af det lokale smitteudbrud, der har ramt Blåhøj, hvor 10 personer indenfor den seneste uge er testet positive for Covid-19, har de fleste af eleverne på Blåhøj Skole været hjemsendt siden mandag – men ikke alle.

Således har eleverne i 0. og 1. klasse indtil videre stadig deres daglige gang på skolen, oplyser Susanne Rasmussen, der er skoleleder for både Blåhøj Skole og Dalgasskolen i Brande. Alle øvrige elever er sendt hjem, indtil der foreligger negative tests, og man har dannet sig et samlet overblik over situationen, oplyser skolelederen.

Det har bl.a. også betydet, at eleverne i skolens 6. klasse, som onsdag skulle have været i skole for første gang siden før jul, heller ikke kom i skole i denne uge, men Susanne Rasmussen forventer, at skolens ældste elever kan vende tilbage til skolen på næste onsdag.

Skolelederen oplyser, at hun blev informeret om smitteudbruddet søndag, og at man derefter gik i gang med at tage telefonisk kontakt til skolens personale og elevernes forældre. Derudover blev der rundsendt et brev med oplysninger om, hvordan man skal forholde sig i situationen.

- Corona sætter alt andet på stand by, konstaterer Susanne Rasmussen, som flere gange tidligere har oplevet smittetilfælde på Dalgasskolen, mens Blåhøj Skole indtil nu er gået fri.

Når testresultaterne for såvel elever som personale foreligger, skal der laves en samlet plan for, hvordan og hvornår eleverne kan vende tilbage til skolen – en del af skolens personale er ligesom SFO-personalet sendt i isolation, indtil deres testresultater foreligger.

- Alle har tacklet det fint og professionelt, understreger Susanne Rasmussen, som både roser skolens personale og elevernes forældre for deres håndtering af situationen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul