Sæsonafslutning med opvisningskamp
Kom helt tæt på ulvene og oplev superligaprofilerne takke af for en flot sæson med en opvisningskamp mod et udtaget hold fra FC Midtjyllands sponsor Jack & Jones/Bestseller.
Kampen spilles på MCH Arena på tirsdag, og undervejs vil der være masser af fede præmier fra Jack & Jones til en samlet værdi af 25.000 kr. på højkant.
Efter kampen er alle inviteret en tur på plænen, hvor der bliver mulighed for at komme helt tæt på Kristian Bach Bak, Pione Sisto, Jonas Lössl og de andre FCM-profiler, der skriver autografer. Og man kan selvfølgelig også forevige øjeblikket og få taget et billede med dem.
Hos Jack & Jones er man gået seriøst til opgaven, fortæller Jesper Stubkier, der i denne sammenhæng er udnævnt til pressechef. Inklusive ham selv afleverede over 80 Bestseller-ansatte en skriftlig ansøgning om at komme med på holdet, og af dem blev 36 inviteret til prøvetræning af trænertrioen Ole Radoor, Ulrik Topp og Dennis B. Jørgensen.
Efter 2-3 træningssamlinger blev truppen skåret ned til det halve, og Jesper Stubkier vurderer, at spillermaterialet nogenlunde svarer til Danmarksserie-niveau med et par divisionsspillere til at trække lidt op. Til gengæld er holdet i sagens natur overhovedet ikke sammenspillet, men da FCM må klare sig uden bl.a. topscorer Morten ”Duncan” Rasmussen, som er udtaget til landsholdet, tror pressechefen på sit mandskab:
- Vi må vel betragtes som svage favoritter, siger han med et stort grin. Resultatet af kampen er dog sekundært; det vigtigste er, at både spillere og tilskuere får en god oplevelse.
Der er gratis adgang for børn under 16 år, mens voksne blot skal smide en flad 20'er. Hele det indsamlede beløb sendes direkte videre til Red Barnets lokalafdelinger i Herning og Ikast-Brande, og beløbet fordobles af FC Midtjylland og Bestseller.
Se annoncen for kampen her.
Tilføj kommentar