Spørgetid i byrådssalen
Præcis som det sidste byrådsmøde inden sommerferien indledes mandagens byrådsmøde, der er det første efter sommerferien, med spørgetid. Hvor det før sommerferien var repræsentanter for forældrebestyrelsen i den nu midlertidigt nedlagte børnehave, Åhaven, der stillede en stribe spørgsmål, er det denne gang repræsentanter for den fælles skolebestyrelse for Blåhøj Skole og Dalgasskolen, der har benyttet sig af deres demokratiske ret til at stille spørgsmål direkte til byrådet.
Skolebestyrelsens formand, Morten D. Colbert, og hans bestyrelseskollega, Lise Albin, udbeder sig bl.a. svar på, om hvordan byrådet forestiller sig, at en enhed, som vurderes knapt bæredygtig, bliver mere bæredygtig ved at amputere en tredjedel af enheden, hvordan man fra politisk hold tænker, at man har reddet en skole, når man fastlægger et børnetal på 75 som grænse for en ny drøftelse af skolelukning, og om dette vil give ro i forhold til at lave attraktive arbejdspladser.
Desuden efterlyser de svar på, hvori det økonomiske rationale i at vælge at lukke en kommunal børnehave og i samme ombæring skulle tilføre SFO’en flere midler for at gøre den bæredygtig ligger, hvorfor man vil lukke et kommunalt tilbud for at indgå ”i dialog” med et privat pasningstilbud, og om der er lavet en plan for, hvordan og hvor hurtigt en skolelukning kan effektueres.
Iht. normal praksis er det formanden for Børne- og undervisningsudvalget, 1. viceborgmester Simon Vanggaard Nielsen (i midten), der skal besvare spørgsmålene på vegne af byrådet.
Tilføj kommentar