Smitten er igen aftagende
Efter en uge, der dagligt bød på et tocifret antallet Covid 19-smittede i Brande, er smittetallet i Ikast-Brande Kommune igen så småt på retur.
I sidste uge steg smittetallet i Ikast-Brande Kommune dag for dag, og kommunens incidenstal (antal smittede de foregående 7 dage set i forhold til kommunens indbyggertal) var tæt på at runde 300. Nu ser tallet imidlertid ud til at have toppet, og incidenstallet er igen - omend svagt - for nedadgående.
Mandag blev der således meldt om 10 Ikast-Brande-borgere, der var testet positive for Covid-19. Heraf var blot en enkelt fra Brande. Tirsdag var tallet for hele kommunen så oppe på 16, hvoraf de 9 var fra Brande, mens antallet onsdag faldt en smule igen til 12. Heraf var de 3 fra Brande, og torsdag udgør antallet af nysmittede i Ikast-Brande Kommune igen 12 personer.
Dermed er kommunens incidenstal faldet yderligere en tand til 266, mens antallet af borgere i Brande, der er testet positive den seneste uge, er nede på 59 efter at have toppet lige omkring 100 søndag.
Især Præstelundskolen har været hårdt ramt af corona-smitte, og her er de fleste klasser - også fra 0. - 4. årgang - efterhånden blevet sendt hjem.
Tilføj kommentar