Skubbede betjent
En 27-årig mand fra Ejstrupholm kan se frem til en bøde på 3.000 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Omkring klokken 05.00 natten til fredag blandede han sig i noget tumult, der var opstået i en gyde ved Søndergades p-plads i Herning. En kvinde gik amok og slog løs på alt og alle.
Politiet havde fået styr på kvinden, da den 27-årige kom forbi, blandede sig og skubbede en betjent i brystet.
Han løb derefter fra stedet.
Betjentene råbte manden an og fik ham i tale, da han løb ind i blindgyde.
Her udviste manden truende adfærd, og politiet så ingen anden udvej end at anvende peberspray for at få manden til at styre sit temperament.
Pebersprayen hjalp, og klokken 05.15 blev manden anholdt og bragt med på stationen til afhøring.
Han blev løsladt fredag morgen og havde ifølge politikommissær Bent Smedegaard, Herning Politi, ingen forklaring på, hvorfor han blandede sig i den tumult, der opstod i gyden.
Den 27-årige sigtes ikke for vold mod tjenestemand i funktion, men slipper med den føromtalte bøde.
Tilføj kommentar