Skolepolemik

Bølgerne går i disse dage højt i Brande og omegn, da det er kommet frem, at arkitekterne der har vurderet spørgsmålet omkring den nye skole, synes det mest oplagt at nedlægge det meste af Brande stadion for at gøre plads til en ny skole. Helt personligt står jeg undrende for, at det overhovedet bliver taget op i en seriøs vurdering, og har, trods alt, så stor tiltro til beslutningstagerne, at dette overhovedet ikke bliver aktuelt. Det vil være et selvmål af dimensioner og give det nyvalgte byråd en modvind her fra starten, som vil blive svært at kunne rette op på igen. Det forstås i øvrigt også, at dette er en længerevarende (og langsommelig) proces, der ikke vil give et endegyldigt svar lige med det første.

Et andet spørgsmål der dog også skal besvares nu, er valget om overbygning i Brande by. Skal den fortsat kun være på Præstelund-skolen, eller skal man vælge at udnytte den uheldige situation til igen at splitte den ud på begge skolerne. For nyligt kunne man læse i Brande Bladet, at Præstelundskolen i øjeblikket arbejder med en løsning hvor elever kan vælge valgfag, som eksempelvis tyskundervisning fra og så i stedet have ”undervisning” i Ungdomsskolen. Denne undervisning eksempelvis ved at se film. Det vil sige en 8. klasses elev bliver sat i en situation, hvor man skal vælge, om man vil have tysk mandag eller fredag eftermiddag, eller hygge med film en aften, eller gå til E-sport i ungdomsskolen……. Hvad man synes om det, det er selvfølgelig ens personlige vurdering. Men personligt vil jeg måske sætte spørgsmålstegn ved, om det er en løsning, der opfylder skolereformens overordnede erklærede mål om ”at man skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.” Andre har naturligvis ret til at have en anden vurdering. Jeg har dog ikke muligheden for et alternativ for mit barn.

Det jeg derfor vil opfordre til, kære politikere, der snart skal tage denne meget vigtige og afgørende beslutning, er at overveje: Er det rimeligt at man som forælder ikke kan tage et valg? Et valg om hvilken skole man synes giver ens eget barn og dets behov de bedst mulige betingelser og muligheder? Vi ser elever der krydser skoledistriktsgrænserne når de skal starte i folkeskolen. Hvorfor skal man som forældre ikke have en mulighed for at til og/eller fravælge, når bar-net skal starte i 7. klasse? Det må være i ALLES interesse at vores børn får de bedst mulige betingelser for at kunne leve op til målet om at blive så dygtig som man kan. Mange af byens borgere har i øvrigt skrevet under på et ønske om dette alternativ. Det kan man vel ikke bare sidde overhørig?
Jeg har stor tiltro til, at de 6 medlemmer af udvalget, der skal bestemme dette, da man må formode at den 7. som lærer på den ene af skolerne i dette spørgsmål vurderes inhabil, tager opgaven seriøst. Det er med glæde, at jeg kan konstatere, at i hvert fald socialdemokraterne ser nødvendigheden af at lave overbygning på begge byens skoler.

Dette skriv er lavet som en forælder, der vil give sit barn bedst mulige forudsætninger. En udbredt misforståelse florerer, at det er Dalgasskolen og dens ansatte, der har søsat denne ide og ønske om at få overbygningen. Det er på ingen måde rigtigt. Ønsket kommer fra en række af forældre om et alternativ for det vigtigste i deres liv. Det må formodes der lyttes til disse, og tages til efterretning i udvalget.

Med håbet om en fornuftig løsning for alle byens børn.

Rasmus Madsen

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul