Skolepatrulje vender tilbage i Brande
Af Villy Guldbrand Jensen
Skolebestyrelsen og ledelsen på Artium i Brande har lige siden skolen blev indviet i 2021 haft megen opmærksomhed på skolevejene.
Både krydsningen af Hyvildvej og trafikken ad Ole Bendixvej er blevet problematiseret.
Elevrådet har også taget fat i problematikken og er kommet til skolen med et forslag om at indføre skolepatruljen igen – foreløbig på Hyvildvej.
- For at vi kan lade en skolepatrulje lave deres arbejde, kræver det en fodgængerovergang på Hyvildvej, fortæller skoleleder Susanne Rasmussen.
Vi har derfor rettet henvendelse til Ikast-Brande kommune og de er vendt tilbage til elevrådet med en melding om at der vil blive etableret en fodgængerovergang i foråret 2024.
Det håber vi snart sker.
- Inden vi kan starte op med skolepatrulje er der ud over en fodgængerovergang også en uddannelse af de elever der skal være skolepatrulje samt to lærere, der skal have det overordnede ansvar, fortsætter Susanne Rasmussen, der gør opmærksom på at det kun er Artium der i denne omgang får en skolepatrulje.
På Dalgasskolen har vi kun børn til og med 6. klasse, og det er efter vores mening for stort et ansvar at give dem at være skolepatrulje, slutter Susanne Rasmussen.
I Sdr. Omme har de haft skolepatruljer i mange år, som hjælper eleverne over Hovedgaden. Her er det Kristian Vad Jensen der holder øje med trafikken medens Anne Fryland fra politiet i Grindsted og tidligere borgmester Ib Kristensen i baggrunden kigger på. Fotoet er taget i februar måned 2020.
Tilføj kommentar