Skolejubilæum markeres med kanonsalut og nyt gavlmaleri
I skrivende stund har 475 tilmeldt sig Præstelundskolens jubilæumsfest på lørdag i Brande Hallerne. 60-års jubilæet markeres desuden med åbent hus på skolen lørdag eftermiddag, hvor alle er velkomne.
Af Erik Lauritzen
Under normale omstændigheder vil der være meget stille og roligt på Præstelundskolen om lørdagen, men lørdag den 8. oktober vil man kunne opleve masser af liv og aktiviteter, når skolen markerer sit 60-års jubilæum. På denne dag byder man på åbent hus, som skolens elever har forberedt sig på gennem længere tid. Her bliver mulighed for at besøge en lang række udstillinger og arbejdende værksteder, som vil give et indtryk af, hvordan Præstelundskolen har udviklet sig og hvad skolen arbejder i 2016.
Det hele begynder klokken 14.00, hvor skolens leder, Klaus Toft Høg byder velkommen. Herefter afsløres skolens nye gavlmaleri, udført i et samarbejde mellem skolens elever og maleren Finn Birkelund. Afsløringen vil blive ledsaget af kanonsalut.
Guidet rundvisning
Dette er samtidig startskuddet til, at skolens elever vil udstille deres projekter, som kan besøges eventuelt med en guide.
Indskolingen har arbejdet med Shanes verden, legetøj gennem tiden og fra kridt til tavle. På mellemtrinnet har eleverne arbejdet med gavlmaleriernes verden, desuden har de bygget fuglehuse og et arbejdet med et projekt, der har overskriften ”Støt Burundi”. I udskolingen er der arbejdet med trafik og sport gennem tiden, ”støv arkiverne af” og NGO-projekt SOS tørmælk. Har man lyst til lidt underholdning byder eleverne på Mellemtorv på sange.
Præstelundskolen håber, at rigtig mange kigger indenfor og får et lille indblik i skolens liv anno 2016. Dagen slutter med jubilæumsfest i Brande Hallerne; 475 gamle elever, tidligere og nuværende ansatte har meldt sig til denne festlige aften med mulighed for gensyn og genopfriskning af gamle skoleminder.
Tilføj kommentar