Skal ud og besøge 33 lodsejere før cykelstier kan gennemføres
I 2023 ansøgte Teknik og Miljø i Ikast-Brande kommune om tilskud fra den statslige cykelpulje til etablering af delte cykelstier på Hyvildvej i Brande.
Der blev bevilget 3.575.000 kroner og de resterede 3.575.000 kroner tages fra cykelpuljen der blev afsat i budgetforliget for 2024.
Cykelstien skal gå fra Storegade og ud forbi de sidste boliger på Hyvildvej.
Der skal anlægges 1,5 meter cykelsti og 1 meter fortov. Det vil give en vejbredde på 6,5 meter.
Cykelstierne etableres i begge sider af Hyvildvej.
Samtidig etableres en buslomme ved Artium, en forlægning af Enkehøj op mod Hyvildvej, sideudvidelse af Hyvildvej fra Lars Nielsens vej til stien til Karlsvognen og Paradisfuglen samt krydsningshelle.
- Vi skal nu i gang med at forhandle med de 33 lodsejere med henblik på at de nødvendige arealer erhverves ved ekspropriation, fortæller Simon Vanggaard, der glæder sig over at der nu kommer bedre forhold for både cyklister, gående og bilister på Hyvildvej, ikke mindst omkring skolen Artium.
Her bliver der lavet fodgængerovergang med Torontolys. Et trafiklys der konstant blinker gult, så bilister bliver gjort opmærksom på at der er en fodgængerovergang.
Udkørslen fra det gamle Martensens Fabrik og Enkehøj til Hyvildvej skal i forbindelse med anlæggelsen af cykelstier slås sammen. Foto Villy G. Jensen.
Tilføj kommentar