Prisen for et landsbysamfund

Kommentar af Mikael Lund, journalist på Brande Bladet.

Sat lidt på spidsen er der nu sat pris på, hvad et landsbysamfund i Ikast-Brande Kommune er værd: 62.000 kr. Tallet stammer fra det notat, Fælleslisten har udarbejdet med henblik på at få lukningen af Kernehuset i Blåhøj genoptaget.

I slutningen af 2012 besluttede et flertal i byrådet at yde en håndsrækning til den økonomisk trængte lufthavn i Karup. Både Socialdemokratiet og Fælleslistens daværende byrådsmedlemmer understregede, at det både var første og sidste gang, men da lufthavnen stod med hatten i hånden et par år senere og bad om flere penge, stemte begge partier alligevel for. Begrundelse? Der var kommet nye oplysninger i sagen. De nye oplysninger viste sig efterfølgende at være, at der var en ny operatør på vej (DAT).

Hvorfor nu trække sådan en gammel traver af stalden? Jo, fordi Fælleslistens ønske om en genbehandling af lukningen af Kernehuset er betinget af, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, så inden byrådet eventuelt giver Kernehus-lukningen en fornyet politisk behandling, skal de samme byrådspolitikere tage stilling til, om det vitterlig er tilfældet.

Stemmer de nej til det, har de imidlertid samtidig bekræftet, at de, da beslutningen om at lukke Kernehuset blev truffet 9. september, var fuldt ud informeret om, at besparelsen ikke udgjorde de godt 700.000 kr. (som senere iflg. Fælleslistens notat er nedjusteret med ca. 100.000 kr.), der fremgik af sagsfremstillingen, men derimod de 62.000 kr., som bliver den reelle besparelse, når en merudgift til etablering af en SFO-ordning på Blåhøj Skole på 550.000 kr. modregnes.

De 62.000 kr. er i øvrigt en brøkdel af det, Ikast-Brande år efter år betaler som sin andel af underskuddet i Midtjyllands Lufthavn – men åbenbart tilstrækkeligt til at et byrådsflertal ikke har betænkeligheder ved at rive tæppet væk under et lokalsamfund i den sydvestligste del af Ikast-Brande Kommune.

Med mindre der foreligger konkret viden om, at der vil blive oprettet et privat pasningstilbud i Blåhøj-området. Det ville i sandhed være ”nye oplysninger i sagen”. Ikke helt ulig oplysningerne om en ny operatør i Midtjyllands Lufthavn.

Fælleslistens notat kan læses her

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul