Ingen kaniner i hatten
Fristen for at anmelde kandidatlister til det kommende kommunalvalg udløb tirsdag middag, og der er ikke dukket hverken nye partier eller lokallister op i sidste øjeblik.
Således genopstiller hverken Borgerlisten, Retfærdighedspartiet eller Centerpartiet, der alle uden held forsøgte sig ved det seneste valg i 2009. Eneste genganger hefra er Borgerlistens Allan Loumann Lissau (bill.), som denne gang stiller op for de Konservative.
Nye på stemmesedlen i forhold til 2009 er Liberal Alliance og Enhedslisten. Sidstnævnte stillede også op i 2005, hvor partiet ikke blev repræsenteret i byrådet. Det gjorde derimod Kristendemokraterne, som takket være et valgforbund med Fælleslisten fik indvalgt nu afdøde Michael Fischer, men partiet har ikke været opstillet siden.
Samlet set betyder det, at man kan vælge mellem at placere sit kryds ved 9 forskellige partier/lister: Socialdemokraterne, De Radikale, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Fælleslisten.
Fra Ikast-Brande Kommunes valgsekretariat oplyser man, at det foreløbige antal kandidater er oppe på 69, et fald på 11 (14%) i forhold til de 80, der stillede op i 2009. Navnene på kandidaterne vil blive offetliggjort på mandag, når deres valgbarhed er blevet efterprøvet.
Tilføj kommentar